Den svære vej til lykken
Det er et mantra i tiden, at vi skal være lykkelige. Men hvordan bliver vi det? Lykkelige? Niels Overgaard forsøger at give svaret i sin nye bog, der trækker på alle Antikkens kloge hoveders ord og tanker. Og det lykkes aldeles fremragende. I hvert fald et langt stykke hen ad vejen.
»Hvad er det, du vil vide?« spurgte jeg Hassan Preisler, da vi sad i decembermørket i studiet på det nu hedengangne Radio 24syv.
Det er efterhånden nogle år siden. Før mine børn blev født, før så meget.
Jeg var gæst i programmet ”Det næste kapitel”, der havde det meget frimodige format, at værten Hassan Preisler tegnede et portræt af gæsten, der var både intimt og grænseoverskridende. Og alligevel altid vellykket.
Man kunne ikke forberede sig, man kunne blive spurgt om alt, og man sad tilbage med fornemmelsen af, at huden var skrællet af. At man havde udleveret sig lidt for meget. Og alligevel var ingenting for meget. Det var jo sandheden, man fik sagt. Man kunne ikke rigtig andet, for så ville samtalen gå i stykker.
Hassan Preisler kiggede på mig med sine venlige øjne og sagde:
»Jeg synes, du virkede meget ulykkelig, da jeg mødte dig sidst.«