Den svære kærlighed
Vi er gode til at gå fra hinanden herhjemme. Den høje skilsmisserate har ikke kun skabt et behov for parterapeuter. Vi har også brug for at høre om andre, der kæmper med kærligheden. Trine Lundager har begået en velskrevet skilsmisseroman, men fortællingen har et grundlæggende problem.
Næsten hvert andet af alle ægteskaber ender med en skilsmisse. Det er mange, måske også for mange, det er svært at sige. Men det har store konsekvenser, ingen tvivl om det.
Når drømmen smuldrer, og tæppet trækkes væk under os, bliver vi skrøbelige. Det er ikke det bedste udgangspunkt i en tid, hvor vi i forvejen bliver presset langt ud over kanten.
Men hvorfor bliver vi skilt? Stiller vi for store krav til hinanden, til kærligheden?