Politiske spændingsromaner fra højaktuelle brændpunkter
Atomforskeren Steffen Groth har skrevet en politisk spændingsroman, der lægger arm med den iranske atomindustri og skaber et terrorattentat på dansk grund. Og hos den erfarne krimiforfatter Susanne Staun bliver vi kastet ind midt i stillingskrigen mellem Rusland og Ukraine.
I Danmark har vi en imponerende stærk litterær tradition for politiske spændingsromaner. I de senere år har dygtige folk som Iben Albinus og Tobias Bukkehave ført an i genren suppleret fra uventet kant af skønlitterære Kim Leine.
Steffen Groth har tidligere skrevet fine videnskabsthrillere om blandt andet medicinalindustriens bagsider. Nu er den danske atomforsker på banen igen, denne gang med en politisk spændingsroman, der bruger alle genrens velkendte og værdsatte greb til at fortælle en historie om aktuelle geopolitiske brændpunkter.