Svenskerne puster nyt liv i puslespilskrimien
Svenske krimiforfattere vækker en klassisk krimitype fra forrige århundrede til live. Det er blodige mord med stumpe genstande og en invitation til læserne om at være med til at finde morderen.
I krimiens såkaldt ”gyldne periode”, der lagde fra land i begyndelsen af 1910’erne og strakte sig nogle årtier frem, var de fleste krimier bygget op som gåder, der kunne løses af den årvågne læser. Og helst lidt før efterforskerne fik samlet en gruppe af mulige gerningspersoner i biblioteket til den endelige afsløring.