Seks stjerner til fremragende svensk biografi
Det ville være forhastet at konkludere, at Victoria Benedictsson, en figur fra det moderne gennembrud, begik selvmord pga. ulykkelig og ugengældt kærlighed til Georg Brandes.
Natten mellem den 21. og 22. juli 1888 begik den 38-årige Victoria Benedictsson selvmord på et værelse på Leopolds Hotel, Hovedvagtsgade 6 i København. Med en ragekniv havde hun skåret fire parallelle snit på halsens højre side. Det fjerde snit var dødeligt. Om denne svenske forfatterinde, som er et vigtigt navn i det moderne gennembrud i Skandinavien, har Elisabeth Åsbrink skrevet en strålende biografi.