Middelklassen klædes af med klinisk præcision
Da sønnerne i tre beskyttede mor-søn-forhold overskrider vedtagne grænser, bliver det starten på en nedtur af katastrofale dimensioner.
Man vil jo gerne gøre det så godt for sine børn som overhovedet muligt. De skal både skærmes og hjælpes på vej.
I en kreds af forældre og børn i en nordsjællandsk kommune går det egentlig meget godt. De veluddannede og/eller entreprenante forældre sender deres børn i den private Søllerød Lilleskole.
Lilleskole var ellers, da begrebet vandt indpas i 1970’erne, betegnende for marxistisk orienterede friskoler. Det er ikke tilfældet med den i Søllerød. Snarere tværtimod.