»Stress er den sikre vej til snubling, fald, hospital og unge læger«

»Stranden, det er ikke en hvilken som helst strand. Jeg kunne benævne den nøjere – nå, måske senere. Allerede som dreng var jeg hjemme her. Nu er jeg meget gammel og i grunden ikke hjemme nogen steder. Jeg har selvfølgelig en adresse, når folk spørger.«

Sådan står der i begyndelsen af en af journalisten og litteraten Niels Barfoeds erindringstekster, som han selv kategoriserer som ”livstykker”. Dels vel fordi titlen angiver, at vi får tekststykker om menneskeliv, dels fordi ordet implicerer et livstykke, der som bekendt er et menneske, der i kraft af sine egenskaber virker smittende og livsbekræftende på andre.