Det råber til den tavse himmel, når en ung kvinde må sælge sig selv for at forlade en flygtningelejr
Finske Rosa Liksom giver sin læser en brutal indføring i livet på flugt og viser, hvor nemt det er at fjerne alt det, vi kender. Det er bestemt smerten værd at læse med. Få gratis lytteprøve i anmeldelsen.
Rosa Liksoms seneste roman kan umiddelbart lyde som en historie, de fleste har læst før.
En pige bliver skilt fra sin familie under Anden Verdenskrig og må klare sig gennem et krigshærget land på egen hånd. Men den finske roman ”Elven” er ikke kun en dannelsesroman, hvor en ung pige forsøger at finde sig selv. Det er heller ikke kun en beretning om Anden Verdenskrigs rædsler for almindelige mennesker.
I stedet udnytter Liksom fiktionens evne til at udforske fremmede livssituationer, så de sætter sig dybt i ens egen krop. Resultatet er en grum og kompleks fortælling om meningsløshed.