Roman, der skal eller kan læses som en kommentar til den aktuelle flygtningesituation
Anmeldelse: Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman handler om tyske flygtninge og danskernes omgang med fortabte mennesker i tiden efter befrielsen. Kan vi lære af historien?
Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet en manende god roman om flygtningespørgsmålet. Ikke om de aktuelle politiske fortrædeligheder, men om tyske flygtninge, der kom til landet i begyndelsen af 1945. Man kan ikke beskylde den daværende politik for at være human, akkurat som der lyder berettiget kritik af dagens herskende flygtningepolitik. Man skal ikke være kandidat i litteraturvidenskab for at fatte, at Marstrand-Jørgensens roman skal eller kan læses som en kommentar til den aktuelle situation. Vel at mærke en kritik, der har fundet en effektiv kunstnerisk form.