Blandt biller, vabler og forpuppede larver – fantasi mangler der ikke i otte nye danske børnebøger

Der var en gang for knap 15 år siden, hvor det at forfatte børnebøger blev en art fall back-karriere for skuespillere, modeller og andet godtfolk, der lige syntes, at de skulle krydre arbejdslivet med noget finurligt. Siden har det været kogebøger, der har stået for skud, og nu ser det (heldigvis) ud til, at bevægelsen har ført disse typer ud i blogosfæren.

Det var vanvittigt at antage, at det er en let sag at skrive en vellykket børnebog. Børn er de hårdeste dommere. Hvis det ikke fungerer, så gider de ikke høre skidtet. Børn er ikke tålmodige. De giver ikke bogen en chance. Hvis det halter med enten figurerne, fortællingerne, sproget eller billederne, så falmer bogen ensomt i reolen og må se slukøret til, mens samtlige, tyndslidte ”Vitello”- og ”Mimbo Jimbo”-bøger bliver trukket ud til godnatlæsning igen og igen.

Børnelitteratur er vanskelig, fordi det i den grad handler om at have noget på hjerte og evne at fortælle det på en måde, så børnenes interesse vækkes. Det er ikke nok at finde på en finurlig hovedperson og så tro, at man er den nye Astrid Lindgren. Det kan også aflæses i otte nye danske børnebøger, hvor enkelte skiller sig ud som fremragende eller virkelig gode, men hvor flertallet mangler en del for virkelig at fænge.

Storpruttende mormor

Sådan forholder det sig med Tomas Lagermand Lundmes ”Historierne om Hanne Hundige”, der slet skjult sender hilsner til Anne Sofie Hammers ”Villads fra Valby”. Det er da også en god idé at lave en pigependant til en af den nye børnelitteraturs mest kendte knægte, men det er ikke lykkedes Lagermand Lundme med Hanne Hundige at skabe en figur, der er interessant nok til at bære flere fortællinger.

Hanne er »ikke helt som andre børn«, som det hedder i introduktionen, men det er ikke i sig selv interessant. Og selv om det er sjovt, når Hanne får besøg af sin storpruttende mormor eller tager på landet og ser sin hest, så er den sproglige tone i så høj grad præget af et forceret voksensprog, at det hæmmer historierne.

Det lykkes heller ikke helt for Kathrine Assels, der tidligere har skrevet bl.a. den glimrende voksenroman ”Violas barn” (2011), at folde historien om ”Mester Ester” ud, så den bliver organisk.

Esters mor vil have orden i alting, mens Ester selv samler på alverdens dingenoter, roder for et godt ord, synes, genbrugspladsen er et skatkammer, og er meget lidt interesseret i at tage til bøjletandlægen. Fortalt fragmentarisk med udgangspunkt i den punktligt planlagte morgen, hvor turen går til tandlægen, beretter Assels om en pige, der ikke får lov til at være sig selv. Det er sympatisk, men også lige lovlig abstrakt for de børn, bogen må formodes at henvende sig til, og det forudsigelige modsætningsforhold mellem det kreative barn og den restriktive voksen kunne sagtens være fortalt mindre skematisk.

Sorg og tab – for børn

Der er også noget formelpræget over Kåre Bluitgens – ligeledes sympatiske – fortælling til de lidt større børn, ”Så dø dog, morfar!”. Williams morfar har fået en hjerneblødning og er ikke til at kende igen. Williams forældre insisterer på, at han skal tage med og besøge sin morfar først på hospitalet og siden på det plejehjem, hvor han installeres, selv om William synes, at det er både ubehageligt og ulækkert. Ikke mindst når morfaderen nyser gamle madrester ud i rummet.

Bluitgen har fint fat om barnets umiddelbare tilgang til sorgen og tabet, men det formidles så bastant, at det næsten virker, som om han er blevet bedt om at skrive en bog om et barn, der mister en bedsteforælder.

Så er der straks mere på spil i Tina Sakura Bestles vidunderligt poetiske ”Bogen om Blom”, der handler om skildpadden Blom og hendes ligefremme liv. Med smukke illustrationer af Anna Jacobina Jacobsen fortæller Sakura Bestle om Bloms ting (Blom har et skjold, Blom har snabelsko, Blom har 22 bøger …) og bedrifter og mødet med en meget vigtig larve . ”Bogen om Blom” kan det, som kun de bedste børnebøger kan, nemlig at ophøje de bittesmå betragtninger til noget essentielt og almengyldigt.

Det formår Anne Prytz Schaldemose også med den fine poesibog ”Nunu og veninder”, der med sprogligt overskud og blik for nuancerne i venindelivets facetter skildrer den hvirvlende karrusel, som det er at være barn blandt venner.

Nunu har masser af dem. Med Hvide Vetrine, Solvej med bøjle og Lily med ild i oplever hun verden – på Schaldemoses melodiske rim: »Så letter en tåge/af tæpper af tyl/og haven er drivvåd/og kridhvid af hyl,« som det så smukt lyder.

”Bello” af Mette Eike Neerlin (med underfundigt detaljerige tegninger af Otto Dickmeiss) kredser om spørgsmålet om normalitet og anderledeshed. Drengen Bello sidder i kørestol, men alle omkring ham gør alt for at forsikre, at der skam ikke er noget galt med ham, og at han er helt normal, selv om Bello kan se, at han hverken ser ud som de andre eller kan det samme som dem.

Bello er træt af omverdenens positive særbehandling, og da han kommer på andenpladsen i en quiz på biblioteket, får han mere opmærksomhed end vinderen. Men det skal der snart laves om på. Neerlin fortæller i øjenhøjde med de mindste og formår at formidle en svær problematik med både humor og eftertanke.

Flirt med fantasy

I ”Vitus og den vrisne vabel”, der også udmærker sig ved sine flotte illustrationer af Marie Bonnesen, rammer Helle Elisabeth Julin fint balancen mellem det forsigtige barns ængstelige tilgang til verden og drømmen om bryde ud af sin skal.

Vitus er ikke særlig stor. Faktisk ligner han mest en »lille, hvid asparges«, men da han en dag opdager en talende vabel på sin fod, ændrer hans liv sig. For vablen, der har mange skæbner på samvittigheden, tager ham med til et magisk drømmeland, hvor det pludselig er op til Vitus at sikre, at alle klarer sig.

Ud over at være en fin fortælling, så er ”Vitus og den vrisne vabel” også en invitation til de børn, der ikke er helt klar til at give sig i kast med regulær fantasy, men som gerne vil udfordres i deres blik på virkeligheden.

I den mere triste afdeling skriver Sille Jensen rørende om pigen Siri, der efter sin mors død skal bo sammen med sin far og hans nye kæreste, Rebecca. ”Små dyr med store vinger” præsenterer dermed et udgangspunkt, som er genkendeligt for mange børn, hvad end det drejer sig om tabet af en forælder eller en skilsmissesituation, hvor nye levekonstellationer præsenterer sig.

Siri kan ikke lide Rebecca. Hun er fed og spiser grimt. Og da hun begynder at rydde op i moderens gemmer, mister Siri besindelsen. Hvem ville ikke det?