Fortsæt til indhold
Litteratur

Helle Helle og Jonas Eika indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris

Romanen ”De” og novellesamlingen ”Efter Solen” er udvalgt som Danmarks nominerede til den eftertragtede pris.

Det bliver to forfattere fra hver sin generation, og to bøger i hver sin prosagenre, der skal repræsentere Danmark på den største litterære scene.

De danske nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris 2019 bliver således Helle Helle for romanen ”De” (Rosinante, 2018) og Jonas Eika for novellesamlingen ”Efter Solen” (Basilisk, 2018).

Den 53-årige Helle Helle hører til de litterære stjerner både herhjemme og i udlandet, og ”De” er hendes syvende bog. Handlingen er henlagt til hendes barndoms Lolland, og i disse spalter tildelte Erik Svendsen bogen fire stjerner og konstaterede, at »figurtegningen er præcis, fremstillingen er knap og fortættet«.

Den 27-årige Jonas Eika fra Aarhus er et nyere navn i dansk litteratur, men har allerede vakt opsigt. Han debuterede i 2015 med arbejdspladsromanen ”Lageret Huset Marie” på Lindhardt & Ringhof.

Siden skiftede han til det lille kvalitetsforlag Basilisk, som udgav hans anden bog ”Efter solen”, som af JP’s anmelder blev kaldt »uhyre velskrevet, sanselig og gådefuld«. Bogen er allerede præmieret med Michael Strunge-Prisen, prisen for ”Den svære toer” og Montanas Litteraturpris og modtager altså nu endnu en hæder i form af den eftertragtede nominering.

Bogen skiller sig i øvrigt ud fra de typiske bøger i kandidatfeltet ved at have en handling, der ofte er henlagt til fjernere himmelstrøg, blandt andet Mexico.

I alt 13 bøger fra de nordiske lande og selvstyreområder er indstillet til prisen.

Nationale bedømmelseskomitéer vælger deres landes indstillede værker, mens en fællesnordisk jury afgør vinderen.

Nordisk Råds Litteraturpris uddeles sammen med rådets øvrige priser ved en gallafest i Stockholm den 29. oktober.

Prisen er på 350.000 kr. og anses for den fineste litteraturpris, en nordisk forfatter kan modtage – bortset fra Nobelprisen.