Fortsæt til indhold
Litteratur

Forfatterskolen har fyret sin rektor

Efter tre år på posten er Jeppe Brixvold blevet opsagt, og skolens bestyrelse har oprettet en whistleblowerordning.

Forfatterskolen har valgt at fyre sin rektor Jeppe Brixvold. Samtidig har skolen oprettet en såkaldt whistleblowerordning, hvortil alle anonymt kan melde hændelser eller episoder, hvor Forfatterskolens ledere eller ansatte har »udvist uacceptabel adfærd eller medvirket til krænkelser eller chikane«.

Begge tiltag kommer, efter at Forfatterskolens bestyrelse har fået en henvendelse fra 55 danske forfattere med kendskab til kulturen på Forfatterskolen. I henvendelsen, som skolens bestyrelse modtog den 17. oktober, opfordrer forfatterne kollektivt bestyrelsen til at iværksætte en uvildig undersøgelse af miljøet på skolen, siger Forfatterskolens bestyrelsesformand Bodil Marie Stavning Thomsen.

»Der er tale om 55 meget kendte forfattere, som henvender sig til os, og som må have kendskab til noget, vi ikke ved. Som bestyrelse kan vi ikke sidde en sådan henvendelse overhørig,« forklarer hun.

Vil starte på en frisk

Bestyrelsesformanden understreger, at forfatterne i deres opfordring ikke nævner nogen konkrete eksempler på krænkende adfærd fra hverken Jeppe Brixvold eller andre ansatte på skolen. Men bestyrelsen ønsker ifølge Bodil Marie Stavning Thomsen at »starte på en frisk« og lave en helt grundlæggende kulturændring på skolen.

I denne kulturændrings ånd er der således ikke blevet plads til Jeppe Brixvold som rektor.

»Rektor er jo ansvarlig for det, der sker på skolen,« siger hun og tilføjer, at bestyrelsen ikke »antager det ene eller det andet om, hvad der kan være sket på skolen« under hans ledelse.

Den nu fyrede rektor skrev under på sin opsigelse torsdag. Han blev ifølge eget udsagn tilbudt selv at gå, men valgte at tage imod en fyring, fordi han ikke er helt enig i skolens argument for at opsige ham.

Jeppe Brixvold siger om sagen, at han ikke er årsag til, at skolen sætter gang i en whistleblowerordning, og at han ikke har gjort noget, som er i strid med skolens adfærdspolitik.

»Det, jeg er blevet forelagt, er, at en række forfattere har henvendt sig og fortalt, at der er nogle rygter om Forfatterskolen. Men der er ingen, der har rettet nogen anklager mod mig, hvad jeg ved af,« siger Jeppe Brixvold selv om sin afgang.

Han forstår godt, at bestyrelsen ønsker ro om skolen, men siger samtidig, at han har følt et godt miljø på skolen i sine tre år som rektor.

»Men det er naturligvis ubehageligt, når der kommer et pres udefra i form af den her henvendelse, og jeg forstår godt, at bestyrelsen har brug for at reagere,« siger han.

Tidligere chikanesager

Den 50-årige Jeppe Brixvold har været rektor siden oktober 2015. Han blev ansat som afløser for Pablo Llambias, der stoppede som rektor samme år. Det kom senere frem, at Pablo Llambias’ afgang skyldtes en sag, hvor en tidligere elev på skolen havde følt sig krænket af rektoren.

Noget, eleven, Nanna Storr-Hansen, bekræftede i et offentligt Facebook-opslag i december 2017, hvor hun skriver, at rektoren udsatte hende for »chikanerende adfærd« efter en julefrokost og efterfølgende gjorde det svært for hende at fungere på Forfatterskolen.

Pablo Llambia selv kommenterede sagen med et svar til Nanna Storr-Hansen på Facebook, hvor han skrev, at han »undskylder og beklager« sin rolle i forløbet, samt bekræfter, at han i 2015 sagde op som følge af sagen.

Bodil Marie Stavning Thomsen tiltrådte som bestyrelsesformand ved indgangen til 2016 og var kort tid efter med til at formulere en ”adfærdspolitik” for skolen, som skulle dæmme op for sexchikane, mobning, vold og voldelig adfærd på skolen. Whistleblowerordningen er indrettet, så den kan afdække både nutidige og tidligere hændelser i Forfatterskolens historie.

»Hvis man vil ændre en kultur, er man nødt til at vide, hvilken kultur vi har med at gøre. Vi bliver nødt til at vide, hvad vi egentlig kan gøre ved det - hvis det viser sig, at der er noget at komme efter,« siger bestyrelsesformanden om grunden til, at man har valgt at lade elever og andre med information ”sladre” om tidligere episoder.

Forfatterskolen har konstitueret den 47-årige Ursula Andkjær Olsen som ny rektor. Hun vil varetage den daglige, praktiske ledelse af Forfatterskolen, indtil en ny rektor bliver ansat.