Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

TV 2 sælger serier til udlandet

DR afstøver arvesølvet og sender "Matador" i restaureret udgave på lørdag.

Engang var det kun Danmarks Radio, der kunne finde ud af at producere tv-serier, folk gad at se. Det forholder sig anderledes i dag.

TV 2 Charlies serie, ”Mercur”, lavet til TV 2 af Sam Productions, er foreløbig solgt til tre lande, og interessen for ”Badehotellet”, serien, som mange kritikere har haft behov for at tage afstand fra, er så stor, at TV4 i Sverige har købt 2018-sæsonen næsten et år inden, den vises på dansk fjernsyn.

Det glæder TV 2’s fiktionschef Katrine Vogelsang, der i øvrigt har sat sine tropper i gang med at lave en ny sæson af ”Norskov” i Frederikshavn.

»Udlandets interesse for TV 2 Fiktion er vokset år for år, og samarbejdet med udenlandske tv-stationer og øvrige mediepartnere får stadig stigende betydning for vores ambition om at producere og vise mere dansk fiktion til seere og brugere herhjemme,« siger Katrine Vogelsang.

Mens TV 2 kan prale af sine succeser, fejrer og genopfrisker DR triumfer af ældre dato.

Således er der i weekenden premiere på DR’s restaurerede udgave af ”Matador”. Det er Nordisk Film Shortcut, der har renset alle seriens 24 afsnit og tilpasset billederne til tidens moderne skærmformat, så licensbetalerne skulle få en endnu mere detaljeret oplevelse af alle danske tv-seriers moder.