Folk i pornobranchen har samme følelser som alle andre
Ny serie med bl.a. Thomas Bo Larsen stiller skarpt på pornoindustrien.
Porno er et fremragende omdrejningspunkt for menneskeligt drama. Sådan lyder det fra skuespiller og instruktør Rafael Edholm, som står bag en ny Viaplay-serie om pornoindustrien.
»Det er så tabubelagt, men samtidig har stort set alle mennesker, der ved, hvordan en computer fungerer, et forhold til det,« siger han.
Serien ”Veni vidi vici” har udover Rafael Edholm også den danske skuespiller Thomas Bo Larsen med på rollelisten.
Han spiller den fallerede filminstruktør Karsten Daugaard, der tvinges til at finde et såkaldt rigtigt arbejde, fordi hans film ikke sælger.
»Han er en almindelig mand, der længes efter at være en stor kunstner. Og den længsel både forvandler hans liv til et mareridt, men den hjælper ham også med at finde vej til ”the holy grail”. Det er en af de mere emotionelle roller, jeg har spillet igennem længere tid,« lyder det fra Thomas Bo Larsen.
På vej ned møder han sin gamle ven, produceren Vincent (Rafael Edholm), som tilbyder ham et par velbetalte jobs i pornobranchen. Pludselig lever han et dobbeltliv som familiefar og pornoinstruktør.
Rafael Edholm beskriver serien som sit hjertebarn og opfatter de mennesker, som laver porno, som almindelige mennesker med samme følelsesregister som alle andre.
»Der er jo et behov derude, og derfor er der også mennesker, som laver de her film. Det er almindelige mennesker med almindelige problemer, men som arbejder i en ekstrem verden. Det er også sådan, jeg har forsøgt at skildre disse mennesker,” siger han.
Han tilføjer, at porno er et spændende emne at tage op rent kunstnerisk, fordi det krydser nogle dogmer i samfundet.
»Det er det, jeg synes, er sjovest, det er den dobbeltmorale, der ligger i det: At man på en gang forkaster det som beskidt og samtidig i sine ensomme øjeblikke kigger på det.«
”Veni vidi vici” består foreløbig af 10 afsnit og får premiere d. 13. april.
Se traileren herunder.