Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Milliarder af kroner i seksuelle fantasier

Men det er ikke fra de store asiatiske markeder, at penge vælter in på "Fifty Shades"-kontoen.

400 millioner dollar - i nærheden af 2,7 mia. kroner.

Det er, hvad den første filmatisering af E.L. James' "Fifty Shades af Grey"-trilogi har indtjent på verdensplan.

Men det er ikke just på de store asiatiske markeder, at filmen spinder guld.

Senest er den blevet forbudt af censuren i Indien og tidligere har myndighederne i blandt andet Malaysia forbudt den, og det samme har man i Kenya.

Der er endnu ikke gjort et formelt forsøg på at få filmen i distribution - der som bekendt handler om et s/m-forhold - idet Kinas restriktive indstilling til film med erotisk og seksuelt indhold er almen kendt. Især, når det gælder film fra Vesten.

I Indien har man i følge Universal Studios reageret på dele af dialogen. Allerede inden filmen blev vist for de indiske censorer var den klippet, så den passede til det indiske marked, men dette bragte ikke filmen igennem censurens smalle nåleøje.

Et andet eksempel på, at den indiske censur er meget påpasselig med, hvad man lader slippe igennem - også på dialog-plan - kan ses af det faktum, at man netop har krævet at ordet "lesbisk" klippes ud af en Bollywood-produktion.

En anonym kilde fra Universal Pictures siger dog til nyhedsbureauet Reuters, at selskabet har stukket en føler ud hos de kinesiske myndigheder.