Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Mødre i oprør over Breaking Bad-dukker

Toys R Us sælger Breaking Bad action-dukker. "Sygt," lyder det fra bekymret forælder.

Tv-serien Breaking Bad er populær. Så meget, at serien har affødt en række action-dukker, som man bl.a. kan købe i Toys R Us.

Det har fået en bekymret mor, Susan Schrivjer, fra Fort Myers i Florida, til at banke i bordet.

"Deres beslutning om at sælge en Breaking Bad dukke, komplet med en aftagelig pengesæk og en pose methamfetamin, sammen med legetøj til børn, er en farlig afvigelse fra deres familievenlige værdier," sagde hun i forbindelse med den underskriftindsamling, hun har startet på hjemmesiden Change.org.

Hendes begæring har indtil videre indsamlet flere end 2.000 underskrifter for at få action-dukkerne fjernet fra hylderne.

Til et interview på den amerikanske radiokanal WFTX oplyste Toys R Us, at figurerne bærer tydelige mærker om, at de er beregnet for unge fra 15 år og op, og at dukkerne i øvrigt befinder sig i de særlige afdelinger af Toys R Us, der sælger dukker til voksne.

Det fik imidlertid hverken Susan Schrivjer eller hendes med-underskrivere til at holde igen med beskyldningerne.

"Det er sygt, at et firma designer legetøj til børn, der forherliger fremstillingen af methamfetamin. Det er lige så sygt at sælge dem," lyder det fra Jaime Keasler, som også har skrevet under på begæringen.

Oprøret tages dog med sindsro af seriens stjerne, Bryan Cranston, som spiller Walter White: Kemilæreren, der bliver diagnosticeret med lungekræft og begynder at fremstille methamfetamin.

På Twitter skriver han:

Breaking Bad havde premiere 20. januar 2008. Serien har modtaget en lang række priser, herunder flere Golden Globe og Primetime Emmy priser, og blev i 2014 skrevet ind i Guinness Rekordbog som verdens højest ratede tv-serie nogensinde.

Se protestaktionen her