Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Exit Through the Gift Shop

En uimodståeligt underholdende, men ikke synderligt interessant dokumentar om ”street art” eller noget helt andet. Filmprojektet er et udslag af en kontakt mellem en filmgal franskmand og den notorisk sky brite, Banksy.

KATRINE SOMMER BOYSEN

Exit Through the Gift Shop

USA/England, 2010

Instruktion: Banksy

1 time 27 min.

Premiere i dag i seks biografer landet over

Den (totalt ukendte) dampbarnsmaniske franskmand Thierry Guetta filmer - til sin omverdens store irritation - hele sit liv. Han bor med sin familie i Los Angeles, hvor han driver en vintage-tøjbutik.

Da han på en rejse tilbage til Frankrig kommer med sin fætter, der under aliasset Space Invader klistrer små mosaikmænd op i Paris' gader, ud på en natlig færd naturligvis bevæbnet med sit kamera, formulerer han pludselig en ikke-eksisterende mission om at kortlægge street art-kulturen på film.

Udover at være både spøjs og elskelig er Thierry ikke så lidt insisterende, så i løbet af et lille årti optager Thierry flere tusind timers råbånd uden hoved og hale, der en gang - måske - skal samle sig til en filmisk undersøgelse af »det største subkulturfænomen siden punken«.

Den sky Banksy

Ad omveje og via lykketræf kommer Thierry i kontakt med den notorisk sky brite Banksy, der har instrueret ”Exit Through the Gift Shop” og er verdens absolut mest interessante street art-kunstner.

Pludselig åbner der sig en fager ny verden for Thierry, da Banksy opfordrer ham selv til at lave noget kunst, mens Banksy så til gengæld vil kaste et mere kritisk blik på Thierrys endeløse optagelser, der tydeligvis ikke lader sig forme til en film i hans tvivlsomme hænder.

Det er dette skift i perspektiv og projekt, der løfter ”Exit Through the Gift Shop” fra en temmelig ordinær, registrerende dokumentar til en morsom og til tider vanvittig ekskurs ud i Thierrys ubegrænsede tiltro til sine egne evner.

For Banksys blotte opfordring får ham til at vise sig frem som en allerede kendt kunstner og planlægge en soloudstilling, der er de færreste etablerede kunstnere forundt. Men folket vil gerne snydes, og det lykkes Thierry - under det larmende platte dæknavn Mr. Brainwash - at sælge sine elendige værker; endda med en millionfortjeneste.

Lader sig rive med

Filmen lever dels i kraft af Banksys skarpe formuleringer og ditto vægtning af filmens form, dels fordi Thierry er så fuldkommen vanvittig, at man flere gange i filmens løb må spørge sig selv, om han er for real, eller om man i virkeligheden er vidne til et mockumentarisk stunt af dimensioner.

”Exit Through the Gift Shop” er ikke lige så fræk og provokerende, som den gerne vil være, for det er vanskeligt at påberåbe sig mærkatet undergrundskunst i en tid, hvor street art er blevet så artigt. Men samspillet mellem Banksy og Thierry - krydret med Rhys Ifans joviale fortællerstemme - fungerer så glimrende, at man velvilligt lader sig rive med.

Ikke mindst fordi Banksy er så herligt bevidst om projektets underminering af street art'en som sådan.

»Engang opfordrede jeg alle til at lave kunst. Det gør jeg ikke længere,« som han afslutningsvis konkluderer.