18 år efter Natasjas død står Karen Mukuba stadig i skyggen af sin veninde

Er historien om Natasja Saad ikke snart fortalt?

Sådan kunne jeg ikke lade være med at tænke, da TV 2 annoncerede en ny dokudramaserie om sangerinden, der omkom i et trafikuheld kun 32 år gammel for næsten to årtier siden.

Den massive hype, der omgav Natasja og hendes fremragende debutalbum, ”I Danmark er jeg født”, har aldrig rigtig lagt sig. Medierne har fortalt historien igen og igen, og der er udgivet dokumentarfilm og bøger og opført teater om Natasja, ligesom der har været rygter om en spillefilm.

Ville Natasja have været et lige så stort kulturelt fænomen, hvis mytologien om hendes tidlige død ikke havde holdt hendes ikonstatus i live? Den kætterske tanke skyder ”Natasja for altid” grundigt ned – ligesom serien overrasker positivt med nye perspektiver.

Spildte deres talent

Først og fremmest er seriens force, at det er veninden og kollegaen Karen Mukuba, der er afsender og i ligeså høj grad optræder som seriens hovedperson. Hun opruller deres venskab, deres første tid sammen i rapduoen No Name Requested og Natasjas videre færd fra sit synspunkt.

Natasja fremstår som ekstremt talentfuld, modig og ambitiøs – men seriens medvirkende ærgrer sig også over, at hun aldrig kommer i mål, fordi hun fester for meget og ryger for meget hash.

Allerede i tiden med No Name Requested formår de purunge piger ikke at forløse deres talent og gribe deres momentum. De varmer op for Queen Latifah i Amager Bio, er tæt på et gennembrud, men får aldrig udgivet et album.

I en sigende historie har de brugt Karens børneopsparing på at rejse til New York, hvor de har fået chancen for at medvirke på et track med reggaebandet Third World. Men de smider det hele i vasken, fordi de bliver inviteret til fest og er blevet for fulde til at få noget fornuftigt i kassen under indspilningen.

Det er desværre et mønster for Natasja. Derfor er det dobbelt ærgerligt, at hun ikke når at høste frugterne af det album, hun endelig får færdiggjort – og som lever op til hendes talent.

Hvordan lever man op til en helgen?

Serien, der er energisk og gribende instrueret af Maya Albana, er fortalt med en blanding af talking heads med Natasjas omgangskreds, skønne arkivklip og dramatiserede scener. Sidstnævnte kunne jeg godt have undværet, selvom skuespillerne gør det fint. Specielt når Natasja bliver ældre, og vi f.eks. ser hende rappe og synge uden sin karakteristiske stemme.

Sideløbende med den mere eller mindre velkendte historiske fortælling følger vi Karen Mukuba i et nutidsspor, hvor hun forsøger at komme videre fra sorgen over at have mistet det menneske i verden, hun var tættest på. Hun mødes med Natasjas mor og besøger hendes gravsted. Og i en meget rørende sekvens rejser hun til Jamaica for at se ulykkesstedet og opsøge den chauffør, der kørte bilen.

”Natasja for altid” er først og fremmest en historie om venskab. Og det mest interessante aspekt er faktisk Mukubas følelser omkring tabet. Savnet. Skylden over at leve videre, mens Natasja er død. Følelsen af, at Natasja var den mest talentfulde og burde være den, der stod på scenen. Som en fælles veninde påpeger, er Karen så optaget af at få Natasja til at leve videre, at hun har tendens til at sætte sig selv i skyggen. Det er et hårdt sted at være, for det er umuligt at leve op til en helgen.