Hævnen er sød og dejligt grotesk

En hedebølge har ramt Marseilles. Det er så drivende varmt, at alt forekommer uudholdeligt. Myndighederne advarer om hedeslag og dehydrering, og befolkningen søger tilflugt på altanernes skygge eller foran ventilatorer, der på forhånd har spillet fallit mod den ekstreme varme.

Ovenstående kunne lyde som begyndelsen til et socialrealistisk drama om klimaforandringernes hærgen, men vi skal ikke mange sekunder ind i franske Noémie Merlants horrorkomedie ”Kvinderne på balkonen”, før det står klart, at det bestemt ikke er tilfældet.

For selvom kameraets bevægelser hen over de smukke sydfranske balkoner er ladet med både vis klichéæstetik og en næsten Hitchcocksk voyeuristisk nysgerrighed efter at kigge ind i lejlighederne bag balkonerne, så får vi hurtigt slået illusionerne itu.

For på en af altanerne ligger en kvinde, der er lige så hårdt ramt af varmen som alle andre. Men hun er også ramt af brutale slag fra sin ulidelige mand, der ganske kort efter kommer ud og ydmyger hende yderligere. Så får hun nok. Og slår ham ihjel.

På en anden balkon sidder den aspirerende forfatter Nicole. Hedebølgen har bestemt ikke gjort det lettere for hende at få skrevet den debutroman, hun efterhånden har været i gang med længe, men det hjælper lidt på det hele, at hendes lækre genbo, som hun i al hemmelighed har været forgabt i længe, også har set sig nødsaget til at smide tøjet.

Afventende kan man ikke beskylde Nicoles roommate, Ruby, for at være. Hun lever af at opfylde sine kunders sexfantasier gennem sit lille webkamera, og hun lader sin erotiske udstråling føre an i alt, hvad hun gør.

Så da den forsigtige Nicole og den frembrusende Ruby får følgeskab af deres tredje veninde, skuespilleren Elise, der i al hast er stukket af fra både job og mand i Paris, kommer der pludselig gang i sagerne. Den lækre genbo kan ikke undgå at høre de tre varmeramte kvinders livlige middagsselskab på balkonen, og altanflirten udvikler sig hurtigt til et besøg på den anden side af gaden.

Det skulle de nok ikke have gjort

Og så skifter filmen ellers kurs.

Merlant, som selv spiller rollen som Elise, og som står som en af fransk films mest interessante yngre skuespillere, kombinerer fermt fransk films forkærlighed for smukke kvinder med en sjældent idérig fortolkning af gysergenrens hævnmotiver.

For da den smukke mand på den anden side af gaden viser sig at være af en helt anden støbning, end kvinderne havde håbet, udvikler ”Kvinderne på balkonen” sig til en vildt underholdende fortælling om kropslig og psykisk undertrykkelse og frisættelse.

Merlant bruger konsekvent filmens æstetiske muligheder til at understøtte fortællingen, og de vedholdende skæve indstillinger sørger for, at virkeligheden i bogstaveligste forstand føles destabiliseret og vendt på vrangen.

Og da Ruby og Nicole, der spilles af henholdsvis Souheila Yacoub og Sanda Codreaunu, og Elise indser, at de bestemt ikke er alene med deres oplevelser, manifesterer ”Kvinderne på balkonen” sig også som et kollektivt angreb på strukturel uligestilling mellem kønnene.

Merlants underholdende horrorkomedie vil ikke være for alle. Den er på mange måder vanvittig og helt grotesk og kan også sagtens anklages for at være lige lovlig forelsket i sine egne greb – og i sine hovedrolleindehaveres bryster.

Men den føles også som en forfriskende og drilsk leg med både genrer og forventninger til præcis, hvor sød hævnen kan tillade sig at være.