Hvem har taget Zlatans næse?
Et dokumentarhold satte sig for at opklare, hvem der stjal næsen på statuen af Zlatan Ibrahimović. Men under opklaringen bliver detektivens motiv et lige så stort mysterium som næsetyveriet.
Zlatans Ibrahimovićs næse blev stjålet en decembernat i 2019.
Næsen blev savet af, og rygterne siger, at den blev til et halssmykke.
Det er vel at mærke næsen på en tre meter høj bronzestatue af den svenske fodboldlegende Zlatan Ibrahimović, der forsvandt den nat.
Tyveriet skabte overskrifter både nationalt og internationalt og er blevet til lidt af en folkemyte. Dette mysterium vil filmholdet med Nils Toftenow i spidsen opklare i dokumentaren ”Zlatans næse”.
Statuen blev opført foran Eleda Stadion, hvor Zlatan Ibrahimovićs første klub, Malmö FF, hører hjemme. Det er også her, at Nils Toftenow og hans medinstruktører, Olle Toftenow og Mathias Rosberg, er opvokset.
»Byens søn, kongen af Malmø: Zlatan Ibrahimović!,« blev der råbt ved offentliggørelsen af statuen. Klædet blev rykket til side, og dér stod Zlatan Ibrahimović i bronze med hænderne i vejret.
»Zlatan er som en konge i Sverige. Han er den, folk kender i udlandet, og han betyder meget – især for unge mennesker. Jeg var virkelig stor fan af Zlatan, han var min helt. Men ligesom alle andre var vi sure, da han købte det andet hold,« siger Nils Toftenow.
Kort efter at statuen blev opført, købte Ibrahimović en ejerandel i Hammarby IF, som er den rivaliserende fodboldklub til hans første klub, Malmö FF. Mange fans så det som forræderi, og statuen blev mål for hærværk. Gennem tiden er statuen blevet sprayet med hvid maling, dækket med hadefulde beskeder, og efter at vandalister væltede den ved at skære igennem dens ankler, blev den fjernet i 2019.
Begyndelsen på en moderne myte
Den forsvundne næse blev et fænomen. Til fodboldkampe sang Malmö FF’s fans »Hvor er næsen? Hvor er næsen? Allez, allez« under bannere med Zlatans tud.
»Da statuen begyndte at blive vandaliseret, og næsen forsvandt, fulgte vi tæt med. Det blev en slags Loch Ness-uhyre, og der var mange rygter om, hvor næsen befandt sig. Det var ikke bare en historie om en kriminel handling, det var begyndelsen på en moderne myte. Derfor besluttede vi os for at lave en dokumentar om det,« siger Nils Toftenow.
For at løse mysteriet kontaktede dokumentarholdet forskellige detektiver, men ingen ville stille op på tv. Indtil de fik fat på privatdetektiven Claes Ekman – en farverig detektivkarakter med tilbagekæmmet hår og en lædervest ud over sin hvide skjorte. Claes Ekman havde en anden mission med filmen. Han ville lave en dramatisk actionthriller og forsøgte at instruere de medvirkende og fandt kulisser, der kunne dramatisere dokumentaren.
Historien om Claes Ekman og hans idéer til en actionfilm er et sideløbende spor, der dokumentaren igennem udfordrer virkelighedens næsejagt i kampen om seerens opmærksomhed.
Men det lille sagnomspundne stykke af Zlatan er ikke desto mindre omdrejningspunktet og bliver det i særdeleshed, da dokumentarholdet modtager et opkald fra en mand, der mener at have fundet næsetyven.
»Vil du se næsen?«
Hele dokumentarholdet venter på en parkeringsplads i mørket på at møde en mand med en afskåret bronzenæse. De bliver mødt af en mand med hættetrøje og elefanthue, der forklarer, at Zlatan ikke er så populær, efter at han købte sig ind i Hammarby. De spørger ham ind til vandalismen, men han påstår, at han ikke kender noget til det.
»Vil du se næsen?« spørger den maskerede mand.
Han drejer næsen i lyset. Den har fået nogle hak langs næseryggen.
Efter at de har set næsen, lader de manden gå. De har ikke set ham siden.
Men Nils Toftenow er tilfreds:
»Før var det bare en statue, men nu er den blevet til noget større. Det er kunst,« siger han.
I 2022 blev der sat 350.000 svenske kroner af til at reparere og genopføre statuen. I 2023 forsøgte en gruppe, der kalder sig selv The Noze Club, at sælge den afklippede næse for 100.000 euro.
Om næsen hænger om nogens hals lige nu, ved instruktøren ikke. Men han ved, at den er blevet brugt som drikkebæger og er forsøgt solgt på nettet. Den næseløse statue er stadig gemt et hemmeligt sted.
”Zlatans næse” har premiere på CPH:DOX torsdag den 20 marts og kan ses i biografer rundtom i landet under festivalen.