Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Smukt drama om kærligheden, der aldrig blev

I "Past Lives" fortæller sydkoreansk-candadiske Celine Song nuanceret og rørende om immigranten Noras længsel efter barndomslandet og hendes første kærlighed.

I åbningsscenen af Celine Songs smukke, delvist selvbiografiske Oscar-nominerede kærlighedsdrama ”Past Lives” iagttager to usete personer filmens tre hovedpersoner på en bar: en asiatisk mand, en asiatisk kvinde og en hvid mand, der ikke rigtigt er del af samtalen.

Hvad er deres relation? Er to af dem kærester eller søskende, er den hvide mand turistguide, eller er de alle kolleger? Man fornemmer en spænding i luften. Men ingen af os iagttagere kan forudse det utraditionelle og nuancerede trekantsdrama, som scenen er kulmination på.