Wakanda First! Marvel-helt med politiske kvaler
Marvel-maskinen overbeviser med en politisk ladet fortælling fra Black Panthers fiktive hjemland Wakanda. Indenrigspolitiske udfordringer møder superhelteepos i et generelt overbevisende supplement til de ret homogene Avengers-film.
Det var ventet med stor spænding vest for Atlanten, hvordan Marvels første fulde livtag med Black Panther-figuren ville spænde af. Han er en integreret del af Avengers-holdet og skabt i kølvandet af borgerrettighedsoprøret i slut-1960’ernes USA, selv om Marvel gjorde en del for at undgå direkte sammenligning med den militante bevægelse af samme navn.