Mens #metoo vælter mediefolk på stribe i Sverige, er der stille i Danmark

En kendt tv-vært på svensk TV 4 er blevet fyret fra sit program og står nu politianmeldt for voldtægt.

En chef på SVT er blevet politianmeldt for seksuelt overgreb og har selv fratrådt sin stilling, og endelig har også Aftonbladet indledt en intern undersøgelse af en af sine mangeårige journalister, der bl.a. er anklaget for voldtægt.

Og disse sager i ikke de eneste, som er opstået i den svenske mediebranche på baggrund af #metoo-kampagnen.

I Norge har enkelte journalister fortalt om unavngivne mediefolk, som skal være kommet med tilnærmelser, men ingen er endnu blevet fyret eller politianmeldt. Samtidig har brancheforeningen Mediebedriftenes Landsforening bekendtgjort, at man vil kortlægge omfanget af seksuel chikane i den norske mediebranche.

Men i Danmark har der været stille. Nok har der været beskyldninger om chikane og krænkelser i den danske filmbranche og også på forfatterskolen, men blandt mediefolk er ingen endnu stået frem med en anklagende finger mod en kollega eller chef.

Det tætteste man endnu er kommet på beskyldninger om upassende opførsel, er det tweet, som journalisten Sisse Sejr-Nørgaard forleden skrev som en kommentar til Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Bent Falbert. Han havde havde skrevet en kritisk klumme om sagen i sin gamle avis. 

»Gå hjem Falbert, du er fuld. Modsat alle de gange du var ædru gammel gris under min praktiktid. Hvorfor sagde jeg ik fra? Fordi Bent Falbert,« lød det.   

Adspurgt hvad Falbert havde gjort, svarede Sisse Sejr-Nørgaard på det sociale medie:

»Falbert var, under min praktiktid - et udemærket eksempel på, at gamle grise har haft kronede dage. Ikke overgreb, bare gris.«

Og der er da heller ingen grund til at tro, at der er mindre sexchikane på danske mediearbejdspladser end på de svenske, mener kønssociolog Cecilie Nørgaard. Vi har bare en anden tilgang til det.

»Vores normkritiske niveau og vores magtkritik i forhold til nogle af disse dynamikker er ikke særligt udviklede. Vi har en selvforståelse i Danmark omkring ligestilling, som slet ikke svarer til virkeligheden. Vi tror, at vi er de bedste på ligestillingsområdet i Norden, men vi ligger i virkeligheden på sidstepladsen,« siger hun og fortsætter:

»Denne selvforståelse, selvfedme, vil jeg nærmest kalde det, på dette område er blevet til en blindhed for realiteteterne, og samtidig har det en undertrykkende mekanisme, for det er rigtig svært at komme igennem med et budskab om, at det ikke er sådan.«

Hos Mediearbejdsgiverne (DMA) oplyser direktør Thomas Rønnow, at man ikke har planer om en kortlægning af sexchikane på danske mediearbejdspladser, men henviser til en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra 2016, som viser, at journalister er en af de faggrupper med færrest ansatte, der har været udsat for seksuel chikane inden for de seneste 12 måneder.

»Arbejdsgiverne i mediebranchen tager naturligvis skarp afstand fra seksuelle krænkelser og overgreb på arbejdspladserne. Jeg har ikke indtryk af eller er blevet mødt med synspunkter om, at omfanget af disse hændelser i mediebranchen adskiller sig fra andre brancher,« skriver han i en e-mail.

Ifølge Cecilie Nørgaard vil de, der råber op om sexchikane i Danmark let kunne blive mødt af et argument om, at det slet ikke er en del af den danske kultur, og at der blev gjort op med det i 1970'erne.

»Så det har ikke den samme legitimitet at tale om disse ting på en kvalificeret fremadrettet måde. Når vi taler om det, bliver det i stedet en gammeldags skyttegravskrig - mænd mod kvinder og kvinder mod mænd. Vi hæver det ikke op på et niveau, hvor det får et udviklende perspektiv, hvor vi kan konstatere, at der er nogle strukturer i det, som vi kunne ændre, hvis nogle af os gjorde noget. Men det ligger lidt fjernt fra den danske mentalitet. Her er diskursen, at kvinder er så "empowered" og stærke, at de da bare siger fra, hvis de ikke bryder sig om det, og denne norm er med til at undertrykke dem.«