To træer og store mængder græs bliver fjernet under oprydningen af omdiskuteret Aros-kunstværk

Udstillingen "The Garden" har præget området omkring Mindeparken i løbet af sommeren.

Artiklens øverste billede
Katharina Grosse, som er kendt for sine kulørte, spraymalede værker, bruger akrylmaling til at dække al natur inden for rækkevidde. Her er området omkring Mindeparken ved at blive spraymalet i slutningen af maj. Foto: Ida Munch

Nogle beundrede det med anerkendende nik, andre hvislede ord som »miljøsvineri« og »vandalisme«.

Den tyske kunstner Katharina Grosses værk i og omkring Mindeparken i Aarhus i forbindelse med Aros-udstillingen »The Garden« vakte i dén grad opsigt, så længe det fik lov til at bestå.

Nu er oprydningen gået i gang, efter omkring 5000 kvadratmeter græs, buske og træer var blevet farvet med rød spraymaling op mod åbningen af udstillingen den 3. juni.

Det betyder blandt andet, at to træer bliver fjernet, fordi de ikke kunne tåle malingen, mens også fliser og asfalt i området skal renses.

Derudover fjerner man al græsset i området samt et jordlag på fem-ti centimer, oplyser logistikmand ved Aarhus Kommune, Niels Østergaard, til TV 2.

»Så lægger vi noget nyt muld på og noget nyt rullegræs nogle steder. Andre steder sår vi noget nyt græs. Alt det andet dernede fjerner vi og sender til deponi«, siger han.

»The Garden« havde som mål at sætte fokus på menneskets sameksistens med og syn på naturen.

Efter offentliggørelsen af det røde værk, begyndte flere indbyggere i Aarhus samt Facebook-brugere at kritisere værket for at beskæmme naturen.

Siden slog direktøren for Aros, Erlend G. Høyersten, fast, at malingen var vandbaseret, ufarlig akrylmaling og plastmaling.

»I disse dage, hvor det er kort vej mellem hjerte og tastatur, kan det også være nødvendig at tvinge tanken forbi hovedet. Vi lever i en tid, hvor usandheder hurtig bliver sandheder og, hvor påstande hurtig bliver forstået som fakta. At være kildekritisk bliver en dyd i en postfaktuel virkelighed. Derfor siger jeg nok en gang; nej, malingen er ikke giftig, nej, dette er ikke miljøsvineri. Græsset vil blive ved med at vokse, og myrerne lave sine kanaler i jorden i denne menneskeskabte natur, det vi kalder en park,« skrev han.

Katharina Grosse har ligeledes forklaret, at »et værk som dette ødelægger ikke naturen, det ødelægger folks illusioner om naturen«.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen