Fortsæt til indhold
Kultur

Her er Årets Pressefoto

Vinderne er nu fundet til den årlige konkurrence Årets Pressefoto, som blev afholdt i Den Sorte Diamant i København i dag.

Vinderen af Årets Pressefoto 2016 er fotojournalist Asger Ladefoged, som arbejder ved Berlingske, for billedet ”Den glemte krig i Europa”. Han løb også med prisen som Årets Pressefotograf.

De bedste pressefotografier og fotografer i landet bliver hvert år hyldet i konkurrencen ”Årets Pressefoto”, som arrangeres af Pressefotografforbundet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen åbnede udstillingen og overrakte prisen for Årets Pressefoto 2016 på Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek i København, hvor fotografierne bliver udstillet for ottende år i træk og kan ses fra den 4. marts.

Konkurrencen blev første gang indført i 1974, hvor Erik Holmberg vandt med billedet ”Handicappet lykke”.

Dommernes begrundelse, for at vælge Asger Ladefogeds billede, handlede om, at billedet viser krigen fra den anden side - den europæiske side. De lagde vægt på, at billedet rummer en dobbelthed af både ”den smukke aften med æbletræerne og frygten”.

»Det bliver et symbol på krigen, der kan ramme os uden varsel. Det er ”os”, da angrebet skete i Paris, Bruxelles, Nice og Berlin. Det er et hverdagsbillede, der skifter til et krigsbillede - helt uden at vise krigen.«

Sådan lød en del af dommernes kommentarer til billedet, som vandt den største pris.

Årets Pressefoto: Asger Ladefoged. Før krigen var de naboer, kolleger og skolekammerater. Nu er de splittet op på hver sin side af frontlinjen i østukraine. Konflikten nærmer sig 10.000 ofre, og har fordrevet mere end to millioner mennesker fra deres hjem. Pludselig sker det. Midt i al idyllen. De hører hvislen og kort efter nedslaget. en bombe falder foruroligende tæt på Sergei og Olga, der bor midt i krigen, hvor oprørerne og ukrainerne dagligt skyder mod hinanden. en aftentur i solnedgangen bliver på få sekunder til en flugt over marken mod huset og den fiktive sikkerhed, der ligger få hundrede meter længere fremme. ”Det var 60-70 meter væk,” fortæller Sergej, da Olga og han har fået vejret efter flugten.
Årets Pressefotograf: Asger Ladefoged. Taha Sirhan på 11 år vandrer rundt med et irakisk flag i ørkenlandskabet mellem de brændende oliefelter ved byen Qayyarah sydøst for Mosul. Tahas far blev dræbt af Islamisk stat, fordi han var tilknyttet det irakiske politi. Selvom byen er blevet befriet fra Islamisk Stat, ser fremtiden ikke lovende ud for den sunnimuslimske befolkning. Mange forudser, at situationen om kort tid vil være som i Fallujah og Bagdad, hvor sekterisk splid mellem sunni- og shiamuslimer er hverdag.
Årets Nyhedsbillede, Danmark: Jens Dresling. To politibetjente har trukket deres tjenestevåben, efter en af deres kolleger er ble- vet skudt ned foran Politigården i Albertslund.
Årets Nyhedsbillede, Udland: Asger Ladefoged. Hun står spændt og venter på at få lov til at slippe igennem de irakiske soldaters kontrolpost. Sammen med sin mand er Rada Zaki på vej tilbage til nyligt befriede Bartella øst for Mosul for at tjekke, om familiens hus er blevet beskadiget af kampene mellem IS og de irakiske soldater. Ægteparret flygtede til Bagdad i 2014, da IS erobrede området, og nu vandrer de ned ad gaden for første gang siden. Det syn, der møder Rada Zaki, får hende til at bryde sammen i gråd. Deres hjem er totalt ødelagt. ”Hvad skal jeg sige til mine fem børn?”, er det første, Rada Zaki siger.
Årets Portræt: Anders Rye Skjoldjensen. Overalt i den danske provins er tendensen tydelig: De unge kvinder flytter mod de større byer, mens mændene bliver tilbage i de mindre byer på landet. Robert Storm Rasmussen er en af de unge mænd, som ikke kan se sig selv i en af de større danske byer. ”Da jeg gik i folkeskole herude, var der fire personer i klassen. Det var inklusive mig selv”, fortæller Robert på 18 år. ”Havet betyder utroligt meget for mig. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne tage en videregående uddannelse, da det ville kræve, at jeg skulle flytte til en større by, væk fra havet, og det ville jeg ikke kunne undvære”.
Årets Sportsbillede, Action: Jeppe Bøje Nielsen. Mixed Martial Arts (MMA) er osse kendt under navnet ”Ultimate Fighting.” Sporten er fortsat kontroversiel, fordi risikoen for at pådrage sig skader i hjernen er ret markant, uagtet at de forskellige MMA-forbund rundt om i verden har forsøgt at kommunikere, at sporten er mere sikker end for eksempel boksning. Røntgen-fotografering og CT-scanninger er en del af de procedurer, der skal sikre, at eventuelle skader kan behandles hurtigt. Jim Wallhead og Yessin Ayari (ude af billedet) efter Ayari’s sejr.
Årets Sportsbillede, Reportage: Nicolai Linares. MMA (Mixed Martial Arts) er på verdensplan en voksende sport. Dog er der få kvinder, der dyrker denne sport. en af de kvinder, der drømmer om at komme til at leve af det, er Camilla Hinze på 27 år fra Danmark. Hun har kæmpet to kampe, og det er blevet til en sejr og et nederlag. Dette er historien om Camillas tredje kamp, der kan afgøre, om hun har en fremtid som professionel MMA-kæmper. Camilla Hinze er 27 år og har lige kæmpet en Mixed Martial Arts- kamp. Hun drømmer om at komme til at leve af sin sport og blive professionel MMA-kæmper. Før hun satte sig dette mål, arbejdede hun som make-up artist.
Årets Reportage Danmark: Asger Ladefoged. Hvad sker der, når man slipper 28 skolebørn løs hos den danmarksberømte og omstridte terapeut Carl-Mar Møller og lader dem lege frit uden regler? 6.x fra øster Farimagsgades Skole i København har to gange taget turen fra østerbros friserede kvarter til mudret vildskab i Kokkedal.
Årets Reportage, Udland: Mads Nissen. En af verdens længstvarende borgerkrige er slut. Colombias regering og guerillabevægelsen FARC indgik i 2016 en fredsaftale, som afslutter en 52-årig borgerkrig, der har kostet 220.000 mennesker livet og drevet over fem millioner colombianere på flugt i et land plaget af ekstrem ulighed, jordtyveri og vold. Disse billeder er taget i efteråret 2016, efter at et snævert flertal af colombianerne stemte nej til en aftale og sendte hele fredsprocessen til tælling. Kort efter blev præsident Santos tildelt Nobels Fredspris, og på under to måneder lykkedes det omsider at lande freden for Colombia. Om bord på sit private fly på vej til Norte Santander, et af de områder, der er mest påvirket af den væbnede konflikt, bliver præsident Santos briefet om sikkerhedssituationen af en af sine generaler.
Årets Danske Hverdagsbillede: Olafur Steinar Gestsson. Kalundborg: Omkring 1000 borgere er mødt op til et informationsmøde i byens sportshal. På dagsordenen er det planlagte asylcenter, som skal ligge i byens nedlagte sygehus.
Årets Åben Klasse: Jens Juul. Hvert år flokkes tusinder til den årlige Roskilde Festival, men før festivalen går i gang, er der en lille uges opvarmning. Folk vælter i bogstaveligste forstand hegnet for at slå lejr og vente, mens der afholdes småkoncerter og laves alt muligt andet gøgl. To syttenårige piger er forholdsvis uimponerede over deres første oplevelse af Roskilde. Der er snavset overalt, og som festivalnovicer har de slået lejr for tæt på hegnet, som mænd rutinemæssigt bruger til at pisse op af, og hvor andre går hen og brækker sig. På den anden side ender det med at være fast underholdning: I deres lejr bedømmer de løbende folk, der bræk- ker sig, baseret på den kunstneriske udførelse. Når man kaster op, så brækket kommer ud gennem næsen, er man sikret et 10tal.