22.000 bløde amerikanske kaniner og barske skæbner på nedslidt, russisk hospital

Den amerikanske kvinde har kærligt puttet sin bløde kanin ind i varmen under sin lysegrå trøje.

Debora Shapiro hedder hun.

Brother hedder det lille, langørede pelsdyr, som hun kærligt holder så tæt og beskyttende ind til kroppen.

Kvinden er 45 år og lever til dagligt i Venice i Florida sammen med sin Himalaya-kanin og en større flok af dens racefæller.

Hun smiler lidt forsigtigt til fotografen, der er kommet rejsende helt fra Skt. Petersborg i Rusland til Portland i staten Oregon i USA for at tilbringe lidt tid sammen med 22.000 kaniner og deres stolte, omsorgsfulde ejere.

For nu at understrege sin kærlighed – og sit tætte bånd – til kaniner, går kvinden rundt med en hjemmestrikket kaninhue på hovedet – og det er hun ikke den eneste, der gør.

Dette år deltager Debora Shapiro og Brother for første gang ikke i hverken konkurrencer eller kåringer.

Been there – done that.

Hun er der, fordi hun ikke kan få nok af kaniner.

En holdning hun deler med over 20.000 andre, der er medlemmer af American Rabbit Breaders Association (ARBA), der en gang om året sætter hinanden stævne i selskab med i tusindvis af kaniner af alle tænkelige racer.

Med på messen i Portland for et år siden var også den russiske dokumentarfotograf Katya Rezvaya.

På spørgsmålet om, hvad i alverden der fik hende til at foretage den lange, lange rejse fra Skt. Petersborg i Rusland til Portland i Oregon, svarer hun til Jyllands-Posten:

»Jeg fik idéen efter at have set en dokumentaren ”Rabbit Fever” om ARBA. Størrelsen af organisationen og dens shows imponerede mig. Det synes utroligt, at folk bringer så mange kaniner med til samme sted.«

Hun tilføjer, at dette i den grad pirrede hendes nysgerrighed, og at hun ser ”Oh my Rabbit”-serien som et resultat af hendes kroniske lyst til at eksperimentere så meget som muligt med sit fotografiske udtryk.

Og det er, hvad den unge fotograf gør.

Eksperimenterer med teknik og emner.

Hun arbejder således fortløbende på en serie om en berømt psykiaters unikke form for psykoterapi, og i en anden serie fokuserer hun på skæbner i det russiske sundhedssystem.

De to serier vender vi tilbage til senere i denne artikel – først skal det handle om kaninerne og deres ejere.

»Min serie handler mere om mennesker end om kaniner, men det, der fanger beskueren, er jo nok kombinationen af mennesker og deres dyr. Da jeg rejste til messen, anede jeg ikke, hvad der ville ske. Så mit formål med at rejse dertil var egentlig i første omgang at få stillet min egen nysgerrighed, men naturligvis også fordi jeg ville skildre, hvad jeg så,« siger Katya Rezvaya.

Hvad var din sjoveste, største eller stærkeste oplevelse i selskab med kaninfolket i Oregon?

»Jeg så, hvordan over 22.000 kaniner ser ud i samme lokale – og oplevede, hvordan de lugter,« griner hun, men tilføjer, at der var flere ting, der fascinerede hende i mødet med kaninfolket og deres dyr:

»Det handler først og fremmest om en passion, og det med at have en passion kender jeg fra mig selv. Jeg elsker at møde mennesker, der er så involverede i det, de laver. For eksempel skal en angorakanin børstes hver eneste dag, og det kan altså tage mange timer, hvis du har mange af dem.«

På messen mødte den russiske fotograf blandt mange andre i øvrigt også Betty Chu fra San Jose i Californien, der er noget nær en levende legende blandt kaninfolket.

Hun avler angorakaniner i stor stil og deltager i omkring 50 shows om året – og så har hun i øvrigt også sikret sig en plads i ”Guiness Book of Records” for at have avlet angorakaninen med den længste pels:

»Og så er der alle børnene, der taler om, hvordan deres omgang med kaninerne har lært dem ansvarsbevidsthed og meget andet. Jeg mødte blandt andre pigen Leo, der sagde: ”At avle kaniner har blandt andet lært mig, at selv en lille ting kan blive til noget meget stort. ARBA startede som en lille familieklub, og se nu, hvor stort det er blevet!”. Den slags går lige i hjertet,« siger den russiske fotograf og tilføjer, at navngivningen af kaniner er et kapitel for sig.

»Tommy købte sin første kanin på en auktion for to dollar og gav den straks navnet Ozzy Osbourne. Kaninen har siden vundet flere kåringer, og senere opkaldte han sine kaniner efter resten af Osbourne-familien.«

Er der en forbindelse mellem din kaninserie og andre af dine arbejder?

»Ja, det er der i høj grad. Det hele handler om mennesker. Og det gør det altid for mig. Jeg elsker at møde andre mennesker og er meget nysgerrig. Når jeg – som tilfældet var med kaninmessen i Portland – ser noget usædvanligt, så vil jeg vide mere. Jeg vil vide, hvordan og hvorfor folk gør det, de gør.

Jeg er altid i gang med at undersøge noget. Og det er det, som jeg elsker ved mit arbejde – at mine projekter også udvikler mig selv. Ikke kun som fotograf, men – og det er mest vigtigt – også som menneske.«

Og der er i sandhed umiddelbart et kvantespring mellem kaninfolket i Oregon og to af de serier, som hun fortløbende arbejder på.

Doktor Baloo og hans magiske verden

Rammerne omkring Katya Rezvayas ”Keys to Forgotten Doors”-projekt er en meget speciel klinik, der er indrettet i toppen af smuk gammel bygning midt i Skt. Petersborg, som kaldes for Slottet.

Klinikken drives af den nu 76-årige psykoterapeut Andrei Gnezdilov – ofte kaldet Doktor Baloo.

Gnezdilov skrev historie, da han for omkring 25 år siden åbnede Ruslands første hospice. Siden har den utraditionelle terapeut skrevet både masser af videnskabelige artikler og eventyr, og netop kombinationen af videnskaben og eventyret danner i dag grundlaget for hans arbejde med både døende kræftpatienter og andre, der har behov for hjælp.

Det er psykoterapeutens holdning, at mennesker, der er tæt på døden, også i høj kan have stort behov for psykoterapeutisk hjælp, og den yder Gnedzdilov og hans stab med udgangspunkt i eventyrets og teatrets verden.

Katya Rezvaya fortæller til Jyllands-Posten om sit første møde med Doktor Baloo og hans meget specielle verden:

»Første gang, jeg var der, var som gæst og ikke fotograf. Jeg var forbløffet over, at der eksisterede sådan et sted i Skt. Petersborg – i min egen by. Da jeg fik ideen til at lave et projekt, var det egentlig ham, jeg først fokuserede på, men jeg blev hurtigt i højere grad fanget af hele husets unikke atmosfære af mystik og eventyr.

Folk kommer der for at søge støtte og svar på spørgsmål om deres liv. Og for at sige det rent ud, så fandt jeg selv nogle vigtige svar, som hjalp mig meget i den periode af mit liv. Baloo sammenligner problemer med lukkede døre, og svarene er sommetider gemt i vores underbevidsthed.

Alle der besøger Slottet bliver selv en storyteller i søgning efter en nøgle, der passer til den dør.«

Skæbner i det russiske sundhedssystem

I følge russisk lov har alle i princippet ret til gratis læge- og hospitalshjælp, men midlerne er mange steder uendeligt små, hvorfor forholdene mange steder er langt fra optimale.

Ansatte i sundhedsvæsnet får små lønninger, og ofte trænger bygninger og udstyr især på de mindre hospitaler voldsomt til renovering og udskiftning.

I sin billedserie om forholdene i det russiske sundhedsvæsen fokuserer Katya Rezvayas på et hospital i en mindre by, der ligger i Tver-regionen mellem Skt. Petersborg og Moskva.

Hospitalet kan i øjeblikket kun rumme 10 patienter. Oprindeligt blev det indrettet til kræftpatienter, men det tager i dag imod alle, der har brug for behandling. På grund af økonomien er bygninger og udstyr i meget dårlig stand, der er mangel på medicin og hjælpemidler, og patienterne må ofte betale mange ting selv.

»Det kan være svært at komme ind på mennesker – og især patienter – sådan et sted,« erkender fotografen, der mener, at det hænger sammen med en naturlig uvilje mod at udstille sin svaghed.

Hun tilføjer:

»Mange synes heller ikke, at de har en historie at fortælle, som kan interessere andre. Sådan ser jeg slet ikke på det. Jeg ser en unik personlighed og en historie i dem alle. Og jeg bliver meget glad, når jeg møder en patient, der også synes, at det er vigtigt at fortælle sin historie.«

På spørgsmålet om, hvorvidt hun i forbindelse med serien har haft oplevelser, der har gjort særligt indtryk på hende, fremhæver hun to oplevelser, der begge gjorde et dybt personligt indtryk på hende:

»Der var Igor. Han var blevet indlagt, efter at han havde fået amputeret det ene ben, og bevægede sig rundt i en kørestol. Vi talte sammen, og jeg tog et enkelt billede. Men han var ikke meget for at blive fotograferet lige den dag, så eftersom jeg ville vende tilbage dagen efter, tog jeg ikke flere billeder den første dag.

Næste dag var der bare ingen Igor. Han døde pludselig i løbet af natten. Jeg deltog i hans begravelse, og det var første gang, jeg var med til at begrave et menneske, som jeg ikke kendte. Det lærte mig, at man aldrig kan vide, hvad der sker. Nogle gange synes du, at du har masser af tid og kan gøre alting senere. Men sådan er det ikke altid.«

Katya Rezvaya fortæller også om sit møde med kvinden Tatiana, der har befundet sig i dyb koma i nu 12 år efter et tragisk uheld i forbindelse med fødslen af sin søn. Lægerne mente, at hun højst havde fem år at leve i, men familien har indtil for få måneder siden passet hende hjemme i alle årene.

Tidligere i år blev hendes far ramt af kræft, og hendes mor døde kort tid efter. Tre måneder senere måtte Tatiana overflyttes til hospitalet. Faren besøger hende stadig hver eneste dag og ofte sammen med den søn, hun fødte, men som hun aldrig har set.

»Det er en historie, der rummer en ufattelig styrke. Styrke og kærlighed. Samtalen med familien er en af de hårdeste, jeg nogensinde har oplevet – vi græd uafbrudt. Jeg fik ikke taget nogen billeder, men det var en af de stærkeste oplevelser, jeg har haft – og det vil jeg altid være taknemmelig over. Også selvom jeg ingen billeder fik taget«, siger hun til Jyllands-Posten.

»Gennem mine fotos opnår jeg forbindelse til verden omkring mig«

Hvad er dine drømme og ambitioner som fotograf?

»Jeg stræber naturligvis efter at blive en så god fotograf som muligt. Jeg har altid haft store drømme. Men at opnå noget handler ikke så meget om drømme, men mere om hårdt arbejde,« svarer hun og fortsætter:

»Jeg vil fortsætte i denne branche og satser på at fotografere over hele verden – og være i stand til at leve af det. For at arbejde med personlige projekter skal man være meget motiveret, og der er ikke mange penge i disse projekter. Hæderspriser og belønninger er ikke målet, men de kan være en vej.

At være fotograf er min forbindelse til omverdenen. Det er ikke alene muligheden for at være i tæt forbindelse med andre menneskers liv, det er også muligheden for at møde liv og miljøer, der er så forskellige fra min egen verden. Jeg er evigt taknemmelig over for de mennesker, der har lukket mig ind i deres verden. De har givet mig min vigtigste lærdom,« slutter den 28-årige fotograf, der afslører at hun har flere nye projekter i støbeskeen, men at hun ikke for indeværende vil fortælle hvilke.