Kulturministeren indviede nøgenbillederne, der var for frække til København
Den omdiskuterede fotoudstilling ”Female Beauty” af nøgne kvinder blev mandag åbnet af kulturministeren på Nytorv i København under stor mediebevågenhed – og nøgne demonstranter.
»Hov, Pelle, hvad er det dog for noget?« spurgte en ældre herre i en blå polo-trøje en 12-14-årig dreng, der formentlig er hans barnebarn.
»Det er sgu da en ordentlig røv,« svarede drengen i den hvide fodboldtrøje, mens de hånd i hånd gik forbi pølsevognen Søren’s Pølser på Nytorv i indre København med blikkene rettet mod det over to meter høje kunstværk, der er bygget af 343 sammenskruede Europapaller.
Værket viser fotos af 71 almindelige, nøgne kvinder i forskellige omgivelser, situationer og positioner. Kunstneren bag er 34-årige Mathilde Grafström, der med kameraet over skulderen bevægede sig rundt blandt folkemængden og medierne, der nysgerrigt studerede udstillingen.
En udstilling, der har været en af de mest omdiskuterede kunstprojekter i det seneste år.
Efter i første omgang at have fået en afvisning af Københavns Politi på grund af blufærdighedskrænkelse, massiv mediedækning i Danmark og omtale i flere udenlandske aviser fik Mathilde Grafström for lidt over tre uger siden tilladelse til at fremvise sit fotoprojekt, hvis formål er at gøre op mod den kropslige forskrækkelse og samtidig fortælle, at det selvbillede vi som mennesker har, er afgørende for om vi er lykkelige eller ulykkelige.
»Jeg er bare en kvinde, der ønsker, at kvinder skal elske sig selv,« sagde Mathilde Grafström kort før udstillingen ”Female Beauty - Nude in the Public Space” blev indviet af kulturminister Bertel Haarder
Se nøgenudstillingen, hvor bare bryster og baller indtog Nytorvet i Indre København
Omringet af turister, der nød sommersolen og drak kolde fadøl med udsigt til bare baller og bryster, klippede Bertel Haarder den røde snor over til udstillingen med ordene om, at det ikke burde være en provokation at vise mennesket, som det er skabt.
»Vi ser blod og mord på tv i bedste sendetid, men nøgne kroppe er tilsyneladende anstødeligt. Man kan undre sig over, at det er et problem at udstille nøgenhed i Danmark, når man ser utrolig meget nøgenhed alle steder,« sagde Bertel Haarder.
»Menneskekroppen er en fantastisk skabning, som digtere har digtet om til alle tider. Der findes for mange mennesker, der er utilfredse med deres krop, fordi man sammenligner med modebranchens forfærdelige kvindeidealer – som vi mænd i øvrigt ikke er tilhængere af,« sagde Bertel Haarder fra talerstolen i form af sammenskruede Europapaller.
Efter åbningstalen og en mini-rundvisning forlod ministeren Nytorv på sin cykel, hvorefter fotos blev til virkelighed. Foreningen Danske Naturister havde arrangeret en nøgen-demonstration ved kunstværket, og så var der ellers bar hud i sommersolen.
»Jeg mener, at vi alle allerede er smukke, som vi er. Vi skal bare vågne op og starte med at dyrke den naturlige skønhed som kommer indefra og ud,« lød det fra Mathilde Grafström, der som et sidste event på den kropsnaturlige dag gik og fotograferede blandt Europapaller og baller.