Daniel Craig: Jeg har brug for tid
Producenterne bag James Bond-filmene siger til Jyllands-Posten, at de vil gå langt for at få Daniel Craig til at fortsætte som Agent 007.
Fortsætter han, eller skal vi se en ny mand i jakkesættet?
Daniel Craig er blevet stillet spørgsmålet uendeligt mange gange, siden han få dage efter afslutningen på optagelserne til ”Spectre” af magasinet TimeOut blev spurgt første gang og svarede, at han »i dette øjeblik« hellere ville knuse et glas og snitte sine håndled end at gennemgå otte måneders Bond-optagelser en gang til.
Sandheden er, forklarer han til bl.a. Jyllands-Posten i et interview på Corinthia Hotel i London, at han bare svarede ærligt, men netop betonede, at det var sådan, han havde det i lige det sekund. Det var ikke ensbetydende med, at han havde taget en reel beslutning.
»Jeg har opgivet at kæmpe imod, når noget bliver revet ud af en sammenhæng og pludselig bare drøner derudad på internettet. Jeg kan intet stille op mod den slags. Den oprindelige artikel var god nok, men citatet er bare sakset derfra af alle mulige medier, og jeg tvivler på at ret mange kender den originale tekst,« siger Daniel Craig og uddyber:
»Man skal bare vide, at det er ekstremt hårdt at rejse verden rundt og filme James Bond. Det er otte måneders konstant arbejde, hvor man må undvære sin familie. Jeg ved godt, at jeg er privilegeret, men lige nu har jeg brug for en pause. Det var det, jeg forsøgte at sige,« siger Daniel Craig.
Producenterne bag James Bond har som noget ekstraordinært gjort hovedrolleindehaveren til co-producent, en rolle, der betyder, at Craig har større indflydelse på filmen end sine forgængere og formentlig tjener betydeligt flere penge. Britiske tabloidmedier skriver, at Daniel Craig tjener i størrelsesordenen 250 mio. kr. på ”Spectre”. Med ham i hovedrollen har Bond-filmene da også slået sine egne indtjeningsrekorder. Den seneste film ”Skyfall” omsatte for knapt 7,5 mia. kr. på verdensplan.
Producenterne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson antyder, at de vil gøre alt for, at Daniel Craig skal fortsætte.
»Vi arbejder hårdt på at overbevise ham om at tage en tur mere. Daniel Craig har holdt Bond-figuren relevant. Han har en særlig sans for karakteren og viser os lidt mere af mennesket Bond, og de indre konflikter, han har. Det har gjort filmene mere interessante, og Daniel efterlader alt på settet. Han spiller sig helt ud,« siger Barbara Broccoli.
Michael G. Wilson supplerer:
»Det er svært at lave Bond i dag, man rider på mange heste. Vi ønsker at bevare det klassiske snit, men søger samtidig at tilføje universet nyt. Daniel er en meget aktiv del af den proces.«