Fortsæt til indhold
Kultur

Her overskrides ikke så få personlige grænser

Den danske fotograf Jens Juul er nomineret til international pris, som han vandt i 2013.

Fotografen Jens Juul, der bor på Nørrebro i København, passerede mange gange en gammel frisørsalon, når han cyklede sine børn i børnehave og skole, og en morgen fik han den pludselige indskydelse at stikke hovedet inden for.

”Jeg blev hurtigt fascineret af hele den særlige stemning, der hersker et sådant sted, hvor et hav af grænser er ikke eksisterende,” siger han til Jyllands-Posten og tilføjer:

Portræt, der er i blandt de 10 billeder fra Jens Juuls "Hair"-serie, der er nomineret i portræt-kategorien i en af verdens største fotokonkurrencer.

”Det at overgive sig helt og aldeles til en frisør er jo i virkeligheden meget grænseoverskridende. Frisøren kommer meget tættere på, end man normalt tillader fremmede. Alene det, at en frisør roder med ens hår, er ganske intimt, og det er den løse snak, der praktiseres et sådan sted bestemt også.”

Det blev til adskillige billeder fra frisørsalonen på Nørrebro, og siden har besøgt flere andre saloner forskellige steder i København for at tage billeder til serien ”Hair”.

10 billeder fra serien er netop blevet nomineret i Sony World Photography Award i portrætkategorien, som han faktisk vandt i 2013.

Se hele serien her.

Jens Juul er den eneste danske fotograf, der er nomineret i en af prisens mange kategorier.

”Det er meget spændende at trænge ind i den verden og at møde de mange forskellige typer. Kunderne er meget forskellige, alt efter i hvilket område af København salonen ligger.

Lige nu fotograferer jeg for eksempel i en salon, hvor mange af kunderne er indvandrere. Og der er i mere end forstand en verden til forskel mellem denne salon og den gamle salon på Nørrebro.”

I år deltager Jens Juul med 10 billeder fra "Hair"-serien i portrætkategorien ved Sony World Photography Award. I 2013 vandt han kategorien med "Six Degrees of Copenhagen".

I 2013 vandt Jens Juul portræt-kategorien med billedserien ”Six Degrees of Copenhagen”.

Serien byggede på tesen om, at alle mennesker i verden er forbundet i blot seks led. Han indledte sin prisvindende serie med et enkelt portræt af et menneske, som han tilfældigt mødte på gaden og lod herefter vedkommende lede frem til den næste - og så videre.

Sony World Photography Award regnes for at være verdens største fotokonkurrence, og ud over 13 kategorier kategorier for professionelle fotografer er der også 10 åbne kategorier og 3 kategorier for unge.

Til kåringen i 2015, der finder sted på Sommerset House i London den 23. april, blev der i år indsendt 173.444 billeder fra 171 lande.

Dette er en stigning på 24 pct. i forhold til 2014.