Fortsæt til indhold
Kultur

BBC tager afstand fra ordet "terrorist"

"Det er heldigvis ikke FN-komitéer, der redigerer Jyllands-Posten," siger bladets chefredaktør.

Tarik Kafala - chef for BBC Arabic, der ugentligt ses af 36 millioner mennesker - mener ikke, at gerningsmændene bag Charlie Hebdo-attentatet i Paris, skal betegnes ”terrorister”.

Han siger til den britiske avis The Independent, at ordet er alt for værdiladet, og tilføjer:

”Vi prøver at undgå at beskrive nogen som terrorist eller en handling som terrorisme. Hvad vi prøver at gøre, det er at sige ”to mænd dræbte 12 mennesker i et angreb i kontoret på en satirisk avis.” Det er nok. Vi ved, hvad det betyder og hvad det er.”

Det er heldigvis ikke FN-komitéer, der redigerer Jyllands-Posten. Vi tager selv stilling til, hvordan vi beskriver virkeligheden, og vi er ikke i tvivl her.
Pierre Collignon - chefredaktør på Jyllands-Posten

Han siger videre, at ordet ”terrorist” er et ladet ord, som FN uden held har brugt mere end 10 år på at definere. Derfor foretrækker BBC at bruge ord som mord, bombninger og skyderier. Disse er, mener han, langt mere beskrivende end det værdiladede ord terrorist.

Også omkring angrebet på Charlie Hebdo søgte BBC at undgå ordet. Det blev ikke anvendt direkte af stationens medarbejdere, men dukkede alligevel op i adskillige reportager fra Paris.

Dette ifølge Kafala fordi alle myndigheder og andre brugte ord som f.eks. ”terrorist” og ”terror”.

”Derfor er det klart, at vi sender det ud”, siger han.

Ifølge BBC’s interne retningslinjer for brugen af ordet, så er det ikke forbudt at bruge det, men man opfordrer alle BBC-medarbejdere til nøje at overveje det, inden han eller hun selv anvender ordet.

Jyllands-Posten fastholder brugen af ordene ”terrorist” og ”terrorhandling” i forbindelse med attentatet på Charlie Hebdo.

Chefredaktør Pierre Collignon siger:

”Det er heldigvis ikke FN-komitéer, der redigerer Jyllands-Posten. Vi tager selv stilling til, hvordan vi beskriver virkeligheden, og vi er ikke i tvivl her.

Terror er voldshandlinger, der skal fremmane frygt; ofte ved at angribe symbolske, civile mål. Derfor kan jeg slet ikke forstå, at nogen kan mene, at angrebet på Charlie Hebdo ikke skulle være en terrorhandling.”