Jordskælv afdækkede foster under gulv
Under et sammenstyrtet kirkegulv i Italien har arkæologer fundet et større antal grave.
Jordskælvet i L'Aquila den 6. april 2009 kostede over 300 menneskeliv, og der blev anrettet massive skader på bygninger.
Blandt de bygninger, der blev slemt skadet, er den historiske Johannes-kirke i landsbyen Casentino.
Gulvet brød sammen og afslørede en række gravkamre, hvis eksistens man ikke tidligere havde kendt til.
Siden jordskælvet har arkæologer undersøgt de menneskelige rester i gravkamrene, og i den forbindelse har man netop fundet et velbevaret og mumificeret foster, der fortæller meget om, hvordan man i første halvdel af 1800-tallet tacklede aborter.
Fostret fundet under kirkegulvet er fra ca. 1840, og der er ingen tvivl om, at det er blevet fjernet fra moren via et kirurgisk indgreb. Herefter er det mumificeret og stedt til hvile i krypten i Johannes-kirken.
Fostrets familiære relationer kendes ikke, men de italienske forskere, der i de seneste uger har undersøgt fostret, er overbeviste om, at det er blevet fjernet, fordi morens helbred har været i fare.
At man konkluderer, at der har været tale om et indgreb, skyldes at skelettet er stærkt beskadiget.
Blandt andet er det lille kranie gennemhullet flere steder, og det er rykket løs fra rygraden. Også armene er rykket af skelettet. Ingen af disse skader formodes at være påført fostret i en obduktion efter fjernelsen.
Forskerne mener, at fosteret er omkring 29 uger gammelt, og man har ikke været i stand til at bestemme dets køn.
Lederen af undersøgelsen af de mange fundne menneskelige rester under kirkegulvet, Ruggero D'Anastasio fra universitet i Chieti, skriver i en rapport om fundet, at fostret er det første bevis på, at man også anvendte kirurgiske indgreb i det område af Italien.
Generelt har denne type kirurgiske indgreb været anvendt siden Romertiden - og sandsynligvis tidligere.
Endelig konstaterer forskerne, at måden fostret er stedt til hvile på, vidner om, at man i regionen også drog omsorg for de ufødte.
De øvrige menneskelige rester fundet under det sammensunkne kirkegulv er alle fra 1800-tallet, og udover de menneskelige rester er der fundet masser af ringe og andre smykker, rosenkranse, tøj, sko og andet, som de afdøde har fået med i deres grav.
Læs mere om fundene i Johannes-kirken i Casentino i artikel publiceret i The International Journal of Osteoarcheology.