Fortsæt til indhold
Kultur

Nej, det er da skuespilleren John Malkovich, Malkovich og Malkovich...

Fotografen Sandro Miller sender sin ven skuespilleren John Malkovich ind i ikoniske fotos.

Arthur Sasses berømte portræt af Albert Einstein fra 1957.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det...

Sådan lyder en linje i en gammel dansk revyvise.

Og den passer perfekt til den amerikanske fotograf Sandro Millers forbløffende billedserie med sin nære ven gennem de seneste 17 år skuespilleren John Malkovich.

En billedserie, der som titlen - ”Malkovich, Malkovich, Malkovich: Homeage to Photographic Masters” - indikerer er en varm og engageret hyldest til en stribe mesterfotografer og deres ikoniske fotos af en lang række personligheder.

Som for eksempel til Albert Sasse og hans berømte foto af en tungerækkende Albert Einstein fra 1951.

Idéen til at lave den utraditionelle billedserie med den amerikanske skuespiller fik Sandro Miller for et par år siden.

Fotografen havde længe gået puslet med tanken om, at hylde en af sine helt store forbilleder og mentorer fotografen Irving Penn.

Da Miller en dag var sammen med John Malkovich, gik det op for ham, at denne på mange måder lignede forfatteren Truman Capote. Og netop Capote har Penn taget en stribe berømte billeder af.

Disse billeder har inspireret mig i hele min karriere og har gjort mig til den fotograf, jeg er i dag.
Sandro Miller - fotograf

Sandro Miller valgte billedet ”Capote in a corner” (se det herover i det indlagte slide-show) og genskabte det indtil mindste detalje - men jo med den afgørende forskel, at manden på billedet var John Malkovich.

Billedet ”skreg” på flere i samme stil, mente fotografen og for halvandet år siden rejste han til Frankrig for at møde John Malkovich.

Med sig i kufferten havde han 30 ikoniske portrætter taget af 28 fotografer, som alle på en eller anden måde havde inspireret ham.

Efter have nydt et par flasker god rødvin introducerede han John Malkovich for idéen, og denne var begejstret.

”Jeg valgte John fordi jeg inderst inde vidste, at han var den eneste skuespiller, der var villig til at forvandle sig selv til de mange, der er portrætteret i de originale billeder,” siger Sandro Miller og tilføjer:

”Min største frygt var, at folk ikke ville tage dette projekt seriøst. Jeg ønskede ikke, at det skulle være en parodi. Jeg var seriøs i mit ønske om at hylde disse fotografer og fotos, der har påvirket den måde hvorpå jeg opfatter fotografiet. Disse billeder har inspireret mig i hele min karriere og har gjort mig til den fotograf, jeg er i dag.”

John Malkovich som... John Malkovich.

Da først John Malkovich havde sagt ja til at blive portrætteret som dreng, pige, kvinde og mand - som Pablo Picasso, Salvador Dali, Che Guevara, Marilyn Monroe, Albert Einstein og mange andre, brugte Sandro Miller henved otte måneder på at researche de originale fotos indtil mindste lille-bitte detalje.

I det arbejde fik han assistance af hår- og makeup-eksperten Randy Wilder, scenografen Angela Finney og ikke mindst stylisten Leslie Pace, der også tog del i de foto-sessions, der resulterede i den specielle billed-serie.

De 30 billeder lavede Sandro Miller og John Malkovich i løbet af tre hårde - og meget lange - dage i april 2014.

John Malkovich gik i følge fotografen op i opgaven med liv og sjæl og kom undervejs selv med mange idéer og løsninger, så billederne kunne fremstå så perfekte som overhovedet muligt.

Det tog mindst to timer at lave hvert foto, fortæller Sandro Miller.

”Du kunne se, at John virkelig arbejdede med rollerne mens der blevet lagt makeup og håret blev stylet. Det var en fornøjelse at se sådan en perfektionist arbejde.”

Om billederne siger han:

”Disse billeder er ikoniske fordi de vækker følelser, tanker eller minder, der er uforglemmelige. For mig har disse billeder ændret mit liv. De har inspireret mig eller har efterladt mig i stor beundring. Dette er min måde at sige tak til de mestre, der skabte disse fantastiske billeder.”

Richard Avedon/Ronald Fischer: Beekeeper, Davis, California, May 9 (1981).

Et andet formål med billederne har for Sandro Miller også været at gøre oprør mod den måde som sociale medier som Facebook. Twitter og Instagram har fået folk til ukritisk at dele billeder.

Et oprør mod de sociale mediers nedgørelse af fotografiet som en kunstform, som han udtrykker det. Også derfor har han - vel vidende at hans billeder givet vil blive delt mange gange på de sociale medier - kælet for alle tænkelige detaljer i billederne.

Få timer efter at de første billeder blev offentliggjort blev de delt i tusindvis af gange på de sociale medier og John Malkovich blev i løbet af de første tre dage nævnt over 20.000 gange på Twitter.

Tilbage til serien af hans remakes af nogle af historiens mest ikoniske fotos:

Sandro Miller er i de seneste dage - og mange gange under selve processen - blevet spurgt om, hvilket af de ikoniske portrætter, der er hans personlige favorit, men det har han svært ved at svare på.

”Jeg er forelsket i hvert eneste af disse billeder, da de alle på et tidspunkt har rørt mig dybt.”

Men Miller fremhæver dig et enkelt billede.

Jane Arbus: Twins.
Sandro Miller: Indentical twins. 2014.

Nemlig Diane Arbus’ ”Identical Twins” fra 1967.

”Den måde Arbus har foreviget disse tvillinger på er fantastisk. Den ene med et udtryk af forundring og frygt og den anden med et venligt spændt udtryk. Begge så forskellige og unikke. Beskueren efterlades med et ønske om at vide meget mere om disse to tvillinger.

John studerede de tvillinger og blev en del af dem. Det var fantastisk at opleve ham forvandle sig først til den ene og så den anden på få sekunder.”

Forberedelserne til billedet var betydelige:

Der blev syet kjoler identiske med dem tvillingerne bar på Arbus’ originale billede.

Der blev lavet parykker og hver eneste detalje i originalbilledet blev genskabt.

Ligesom de er blevet det i hvert eneste af de 30 ikoniske portrætter som Sandro Miller har genskabt i tæt samarbejde med John Malkovich.

Billederne udstilles for første gang i perioden 7. november til 31. januar næste år i Catherine Edelman Gallery i Chicago.

Herefter vil ”Malkovich, Malkovich, Malkovich: Homage to Photographic Masters” blive vist i Los Angeles, New York, Dallas, Paris og i Italien.