Fortsæt til indhold
Kultur

Opsigtsvækkende bronzefund i bakke

Ledt på sporet af to detektor-entusiaster har museum fundet stor skat fra bronze-alderen.

Først var der en.

Og så var der to.

Og tre.

Og mange...

René Skjødt med den lille tyrefigur i bronze han fandt, da han sammen med Søren Lund Thomsen gennemsøgte et bakkedrag ved Gl. Skørping.

Det var den fantastiske virkelighed, da amatørarkæologerne Søren Lund Thomsen og René Skjødt på et bakkedrag i nærheden af Gl. Skørping i Nordjylland med deres metaldetektorer fandt intet mindre end 40 bronze-fragmenter.

De indleverede deres fund til Nordjyllands Historiske Museum, der hurtigt sendte et hold arkæologer til stedet.

Og i løbet af nogle dage havde arkæologerne fundet meget mere i området, der i forvejen er kendt af museet.

Museet anslår efterfølgende, at der på et areal på 40x15 meter er fundet omkring 250 bronze-fragmenter.

Blandt de mange genstande og fragmenter af samme, der er fundet er blandt andet seleudstyr, kornsegl, dele af smykker og sågar en ragekniv dekoreret med et skib, som man ser dem på helleristningerne.

Tyrefigur. Museet håber at kunne udstille fundene på Lindholm Høje inden de sendes til danefæ-vurdering på Nationalmuseet.

"Fundet er særdeles interessant," siger museumsinspektør Torben Sarauw fra Nordjyllands Historiske Museum, og han tilføjer, at fundet indgår i et større antal fund på begge sider af Lindenborg A.

Her er der fundet gravhøje, gjort bopladsfund og andre såkaldte depotfund.

"Dermed er fundet med til at bringe os en større viden om bronzealderens samfund og rituelle verden."

Blandt de mere særprægede dele, der er fundet, er et oksehoved, der formentlig har siddet på et træskaft. Hvilken funktion det nøjagtig har haft, det vides ikke, men arkæologerne er ikke i tvivl om, at der er tale om en ceremoni-genstand hidrørende fra datidens religiøse forestillingsverden.

Hvorfor de mange bemærkelsesværdige fund er gjort på et bakkedrag, det kan der kun gisnes om.

Man har ikke afsløret spor efter hverken bebyggelse eller grave, men man har fundet resterne af et lerkar, der indeholdt en større mængde bronzegenstande.

Museumsinspektør Torben Sarauw med en del af det omfattende bronzefund.

Torben Sarauw siger:

"Noget tyder på, at fundet blev nedgravet samlet og placeret i dette lerkar - måske som et offer eller et hengemt bronzeforråd."

Århundreders dyrkning og pløjning af området har spredt genstandede over et større område.

De mange genstande sendes om kort tid til Nationalmuseet, der skal afgøre danefæ-værdien og dermed findelønnen til Søren Lund Thomsen og René Skjødt.

Dog håber man inden at kunne udstille fundet på museet på Lindholm Høje ved Nørresundby.