Fortsæt til indhold
Kultur

Verdens værste spil fundet på losseplads

For 30 år siden floppede Atari totalt med "E.T." spil - over 700.000 usælgelige spil blev gravet ned på losseplads.

Det synes indlysende.

Dengang i begyndelsen af firserne.

At hoppe på "E.T."-toget.

Og det var spilproducenten Atari ikke sen til.

Umiddelbart inden premieren på Steven Spielbergs film "E.T." udsendte firmaet - der dengang var en af verdens førende spilproducenter - et E.T.-spil.

Men det skulle firmaet - der blandt andet havde udviklet det berømte Pacman-spil - nok aldrig have gjort.

Branchens nedtur

E.T.-spillet blev dengang udråbt til værende det værste computer-spil udviklet til dato og efterfølgende er netop den monumentale fiasko brugt som forklaring på spilbranchens generelle nedtur i firserne.

Det usælgelige spil blev fjernet fra butikshylderne, og Atari gjorde alt for at lægge E.T.-katastrofen bag sig.

Firmaet skilte sig af med hele lageret af spil - og det anslås, at det handlede om flere millioner eksemplarer.

Gravet ned og dækket af beton

Et ustoppeligt rygte ville vide, at op mod en million af disse i nattens mulm og mørke blev gravet ned på en losseplads ved Alamogordo nær Albuquerque i New Mexico.

Efter nedgravningen skulle de være dækket af en tykt betonlag.

De første E.T.-spil blev fundet efter tre timers gravning under bjerge af affald.

Atari har aldrig be- eller afkræftet disse og mange andre rygter.

Det ubekræftede rygte forvandledes med tiden til en ægte urban legend - en vandrehistorie.

Men i denne weekend blev sagen opklaret.

Tv-hold løste gåden

Microsoft - der i dag hører til blandt de største spilproducenter - pudsede et tv-hold fra firmaets XBox Entertainment Studios på sagen, og efter at have researchet i sagen kunne man i weekenden grave de første af de flere hundred tusind nedgravede spil op på en afsides beliggende losseplads ved Alamogordo.

De første spilkassetter blev efter tre timers gravning fundet under et flere meter tykt lag affald og beton.

Hvor mange kassetter, der er fundet indtil nu, det ønsker Microsoft ikke at oplyse.

Har tørstet efter et svar

Zak Penn, der har ansvaret for filmen, siger i en udtalelse gengivet i flere amerikanske medier:

"Rigtig mange mennesker har spekuleret over dette i rigtig lang tid. Der har været talt meget om det, og de har tørstet efter et svar efter, at rygterne har svirret i 30 år."

Nysgerrige strømmede til findestedet og der blev taget adskillige billeder - og selfies - med en E.T.-figur i forgrunden.

Da det udkom i 1982 kostede spillet knap 30 dollar. I dag sælges fiaskoen for mindre end 5 dollar på f.eks. eBay.

"Jeg ved ikke, hvor meget folk vil betale for et ødelagt E.T.-spil, men som et stykke historie har det en helt anden værdi", mener Zak Penn.

Kassetterne tilhører byen

De fundne kassetter tilhører byen Alamogordo, men byens borgmester har skænket 250 kassetter til filmholdet.

Efter fundet af spilkassetterne har en tidligere direktør i Atari oplyst, at det handler om 728.000 kassetter, der dengang lå på et lager i El Paso i Texas.

Filmen om det mislykkede E.T. spil vil ironisk nok senere på året udkommet specielt udviklet til Microsofts xBox-spilkonsol.