Fortsæt til indhold
Kultur

De må bruge den danske krone

Der er mange, der stadigvæk må reklamere med kongekronen - men der er krav.

Selvom kongekronen er et statskendetegn, der er forbeholdt Kongehuset og staten - og altså skal fjernes fra alle de danske kroer, der anvender symbolet fra gammel tid - så forsvinder kongekronen ikke fra det offentlige rum.

Den vil - som sædvanlig - være at finde som kendetegnet for de Kongelige Hofleverandører og Leverandører til Det Kongelige Danske Hof.

Så selvom de kgl. privilegerede kroer i Danmark er en saga blot, så er traditionen med udnævnelsen af virksomheder og leverandører stadig praksis herhjemme.

En leverance er ikke nok

Men det er ikke alle og enhver, der kommer i nærheden af titlen.

For det første skal man naturligvis være leverandør til kongehuset eller hoffet, og en enkel leverance er ikke nok.

Det kræves, at man har haft en langvarig og regelmæssig samhandel af et vist omfang med hoffet, og som regel skal leverancerne have varet mindst 10 år, så der er ikke nogen smutveje til at opnå prædikatet.

Orden i økonomien

Er den regelmæssige handel med kongehuset på plads, er næste skridt for virksomheden at sikre sig, at man har en fornuftig økonomi.

Virksomheden skal nemlig være både veletableret, solidt økonomisk, vel ledet og ikke mindst velrenommeret.

Er man med så langt, så skal Hofmarskallatet vurdere, om ansøgningen opfylder betingelserne, og bagefter bliver udvalgte ansøgninger forelagt Dronningen, der er den eneste, der kan udnævne hofleverandører.

Har man fået fingre i prædikatet, så har virksomheden det til gengæld også, så længe virksomheden lever op til betingelserne.

Forskel på leverandører

Titlen som Kongelig Hofleverandør blev taget i brug i begyndelsen af 1800-tallet, mens Leverandør til Det Kongelige Danske Hof, først blev tildelt i 1904.

Forskellen mellem de to er, at prædikatet Kongelig Hofleverandør bliver tildelt firmaer eller personer, der har en direkte forbindelse med regentparret, mens Leverandør til Det Kongelige Hof er den titel, som firmaer, der leverer til den kongelige husholdning, kunne opnå.

I dag bliver der ikke længere skelnet mellem de to, og det er kun prædikatet Kongelig Hofleverandør, man uddeler.