Fortsæt til indhold
Kultur

Mystisk stentavle skiller forskere

Afslører denne tavle, at Jesus ikke var kristendommens første frelser?

Den vakte stor opstandelse for fem år siden, da en bibelforsker ved navn Israel Knohl påstod, at tavlen ville revolutionere vores forståelse af kristendommen.

Tavlen afslørede, ifølge Israel Knohl, at Jesus af Nazaret var ikke kristendommens første Messias.

Det tændte en steppebrand af opstandelse i den bibelske verden, og senere måtte Israel Knohl trække i land.

Debatten raser dog stadig, og nu bliver den kontroversielle stentavle med de hebræiske skrifter udstillet i Jerusalem, skriver Daily Mail.

"Om tre dage skal du leve"

Stentavlen kaldes for "Gabriel-stenen," fordi ærkeenglen Gabriel nævnes i en af de første linjer.

Tavlen siges at være blevet fundet for 13 år siden i Jordan, og den indeholder mystiske hebræiske skrifter, som er så utydelige, at selv de mest garvede bibelforskere har svært ved at tyde den.

Det afholdt dog ikke Israel Knohl fra at gøre et forsøg. Han hæftede sig ved en enkelt linje på stentavlen, der, ifølge hans oversættelse, lød: "Om tre dage skal du leve."

Det var denne linje, han baserede sin teori på.

Gud, engle og en stridsvognP

Efterfølgende har et hold af amerikanske eksperter forsøgt at tyde skrifterne ved hjælp af scanninger i høj resolution. Uden held.

Den megen mystik, der omgærder stentavlen, gør, at bibeleksperter stadig diskuterer heftigt, hvad der egentlig står skrevet i stentavlen.

Museumsinspektører vurderer, at kun 40 pct. af stenens 87 linjer er tydelige nok til at kunne læses, og desuden har stentavlen to diagonale revner, der deler teksten i tre stykker.

Alle er dog enige om, at tavlen beskriver en apokalyptisk version af et angreb på Jerusalem, hvor Gud ankommer med engle på sin stridsvogn og redder byen.

Men om stentavlen ligefrem afslører, at en anden Messias kom Jesus i forkøbet, er der stor uenighed om.

Et uvurderligt dokument

Der hersker dog ingen tvivl om, at stentavlen, trods sin ringe stand og udvaskede skrifter, kan vise sig at indeholde uvurderlig viden om de religiøse idéer, der cirkulerede i Det Hellige Land.

Kuratorer på Israel Museum, hvor stenen er udstillet, siger, at stenen er det vigtigste dokument, der er fundet, siden beduinhyrden Muhammed edh-Dhib i 1947 opdagede Dødehavsrullerne i en grotte.

De senere år har stentavlen været udstillet i både Rom, Houston og Texas, og nu er tiden altså kommet til Jerusalem.