Nazi-ubåd fundet tæt ved Norges kyst
Statoil ledte efter olie, men stødte i stedet på et vrag med 48 omkomne søfolk.
I 2012 indledte det norske olieselskab Statoil en eftersøgning af olie i havet tæt på økommunen Fedje, der ligger i nærheden af Norges næststørste by Bergen.
Sonarbilleder fra havbunden afslørede samme år noget, der kunne ligne et fartøj.
Det mystiske vrag lå placeret blot 2.000 meter fra stedet, hvor den tyske ubåd "U-864" blev lokaliseret tilbage i 2003.
Denne gang man var man dog ikke sikre på, hvad det var tale om.
Syntetisk gummibelægning
Nu har eksperter ved hjælp af et fjernstyret undervandsfartøj imidlertid slået fast, at der er tale om en endnu en tysk ubåd fra Anden Verdenskrig.
Ifølge Bergens Sjöhistoriska museum har Statoil fundet ”U-486”, som blev sænket af den britiske ubåd HMS Tapir den 12. april 1945.
”Ubåden har en speciel belægning uden på skroget. Det er en syntetisk gummibelægning, som skulle bevirke, at radarsignalerne blev væsentligt svagere,” siger Arild Marøy Hansen från Bergens Sjöhistoriska museum til norska NRK, som er den norske pendant til DR.
Han tilføjer, at alle 48 besætningsmedlemmer omkom ved angrebet.
”Alle skulle dermed være ombord på fartøjet,” siger han.
Officiel krigsgrav
Af samme grund er pladsen omkring vraget nu at betragte som en krigsgrav, og de tyske myndigheder er derfor blevet kontaktet.
Udover afdøde besætningsmedlemmer kan skroget også indeholde store mængder olie og skarpladte torpedoer, lyder meldingen.
Myndighederne vurderer i øvrigt, at havbunden tæt på den norske kyst kan gemme på flere nazi-ubåde.
I 2003 fandt man som sagt ”U-864”, der den 9. februar 1945 blev ramt af en torpedo fra den britiske ubåd HMS Venturer.
Drab på samvittigheden
Den tyske ubåd var da på vej til Japan, Nazitysklands allierede, med en last af kviksølv beregnet til våbenproduktion samt tegningerne til et nyt jagerfly, Messerschmitt Me 262.
73 søfolk om bord på ”U-864” omkom ved den lejlighed. Myndighederne ønskede i 2009 at hæve fartøjet, fordi det er fyldt med kviksølv og udgør en miljømæssig trussel. Men planerne er endnu ikke gennemført.
”U-486”, som netop er blevet lokaliseret, nåede selv at forrette store skader, før den selv blev sænket.
Den 24. december 1944 fik besætningen ram på det belgiske transportskib SS Leopoldville. 819 mennesker omkom, og de allierede mistede ved denne lejlighed 750 soldater.