Ingen slipper for samfundet

LARS står der med grønne bogstaver bag på solgrynspakken og på Kellogs cornflakes oven på skabet i det fælles køkken. "Mad til vennerne" hedder en kogebog, der står fremme på hylden ved vasken. Lars Frost bor i bofællesskab på Østerbro i København. En billig boform, og hvis man træder ind i hans 15 m ² værelse, kan man se, at han heller ikke har mange møbler. Der er, hvad der skal være: en bogreol, et bord med en bærbar og en seng. Tøjet er ordnet i en stofhylde, der ligger på gulvet. På bordet ligger Niels Franks nye bog med en dedikation. Niels Frank var Lars' lærer, da han gik på Forfatterskolen fra 1996-98.

Vi sætter os ned i gårdhaven og diskuterer Lars' nye bog, "Smukke biler efter krigen", som er hans fjerde. Vi taler om sproget, verden, litteraturen og alt det andet. Lars kigger meget ned i havebordet og taler med lav stemmeføring, mens han fægter med armene. Hans små krøller danser på hovedet, ærmerne er smøget op, og der er huller i den grå sweater med V-udskæring. Indimellem kigger han lige på én med store øjne bag brillerne.

Han er manden, der gør det i sjove titler. Hans debut-noveller hed "Og så af sted til Wien". Derefter kom måske-romanen "Allermest undrer det mig, at vi kan glemme". Den nye roman er opkaldt efter en bog om biler, han fandt i Paris.

»Jeg synes, det var en god titel. For mig er der altid en krig. Det er blevet skudt de unge i skoene, at de ikke har oplevet krig og ikke set menneskers ondskab i øjnene. Det er noget forfærdeligt sludder. Der har været krig al den tid, jeg har levet, og vi lever med truslen om krig hængende over hovedet. For mig var Afghanistan-krigen meget virkelig. Da jeg ikke var særlig gammel,eksploderede Jugoslavien i vores baggård. Det var en forfærdelig oplevelse. Jeg gik i skole med folk fra det gamle Jugoslavien, som havde familie dernede og var mærket af det.«

Mener du, at krigen er i vores bevidsthed?

»Ja, det giver sig udtryk i nogle absurde handlingsmønstre, hvor vi føler os anklagede og truede. Der er en baggrundsstøj af trussel. Det fylder da meget, at vores nabo kunne være massemorder, eller at grønthandleren prøver at snyde os. At fabrikkerne prøver at forgifte os, og fødevarekæderne vil putte ting i maden, så vi bliver afhængige af dem. At vi føler os truede fra alle sider. Samtidig har vi nogle billige og naive frihedsidealer, hvor vi tror, at vi er frie, fordi vi kan komme til Århus på tre timer i vores egen bil, i stedet for at se på den langt større frihed, vi kan vinde, hvis vi satte os nogle større og mere ambitiøse mål. Det er nemt for politikerne at bygge en motorvej i stedet for at åbne for en bredere samfundsforståelse eller en bredere indlevelse i andre mennesker. Som om vejen til frihed bare er et spor mere på Roskildevej. Så bliver der plads til os alle sammen. Så bliver der ingen stress i samfundet. Vi tror, vi fjerner kriminelle ved at bygge større fængsler. Det er nogle billige meninger at have.«

Meninger uden konsekvens

De krasse meninger, der flyver gennem luften, kommer ikke bag på intervieweren. Dem er der også mange af i Lars Frosts nye bog, der samtidig kaldes knaldroman og er en rejseskildring, der mest foregår på Island. Her følger vi en ung mand, Lasse, der er inviteret til bryllup hos en ven i Reykjavik. Han lejer en bil med nogle andre og kommer galt af sted. Det er ikke helt ufarligt at køre bil på Island.

Romanens handling afbrydes konstant af passager med krasse meninger om akademiker-tøser, sproget i tv og i det offentlige rum, hastighedsbegrænsninger, Reykjaviks reklamebudget og alt muligt andet. Det plejer der ikke at være i ny litteratur på samme måde. Det plejer at være langt mere opdelt, men i Lars Frosts roman er de skarpe meninger en vigtig del af det hele.

Det er et forsøg på at svare på kritikken om manglende meninger og samfundsengagement i litteraturen. Her er en kulørt rejsehistorie med masser af meninger og en hovedperson med mangel på konsekvens af sine meninger. Det passer godt til det, man ser rundt omkring. Folk har meninger, men giver køb på dem hele tiden. Det er svært at være idealist.

Men der er vel ikke noget galt i at have idealer?

»Nej, men man skal så også efterleve dem. Hovedpersonen Lasse gør ikke noget. Hans meninger koster ham ikke noget særligt. Det er meninger, det er nemt at være enig i. De kommer ud mellem sidebenene. Han kommer til at sige noget dumt om homoseksuelle og noget dumt om kvinder. Alle de her fordomme kommer ud. Han prøver at holde dem nede ved at leve det lette liv med natteliv i København eller turisme i et fremmet land og anmelde det hele, som var det til en rejseguide. Han lever et turistliv. Han tager ud og tænker: Hvad gør Island ved mig. Hvad kan jeg bruge den her forlystelse til?«

Er du en moralsk forfatter?

»Ja måske. Jeg synes, det er svært at være menneske uden at føle en moralsk anfægtelse. Jeg bliver så frustreret over at kigge ud i samtiden og se, hvor let folk har ved at affærdige deres moralske ansvar.

Jeg prøver at sige: Se dig over skulderen. Der er faktisk andre mennesker omkring dig. Hvis man tager hen til Nørreport station og prøver at komme forbi dér, hvor cyklerne står, er det umuligt. Hele passagen bliver ødelagt, fordi man ikke stiller sin cykel rigtigt. De to minutter, det tager at stille sin cykel, skal andre så bruge på at stå i kø, fordi der opstår kaos. Det tager så kort tid at stille den rigtigt, men vi har så travlt så travlt. Vi er så vigtige. Det er svært at se, hvor al den angst kommer fra, men al den stress i samfundet får os til at gøre sådan nogle tåbelige ting.«

Er vores moral sunket?

»Jeg kan ikke sammenligne hen over tid. Jeg kan bare se, hvordan det er nu, og jeg synes ikke, det er godt. Det er ubehageligt og trist.«

Al litteratur er politisk

Sådan bliver der også diskuteret på livet løs i "Smukke biler efter krigen". Den er underholdende og kulørt. Den er bevidst fabrikeret efter en bestselleropskrift: Sex, mord og action over 300 sider, og samtlige anmeldere er vilde med den, netop fordi den både rummer meninger og debat med spænding og en særlig løssluppen og dog poetisk stil. Men især, fordi den har noget, der har været en mangelvare i ung litteratur: Kulturkritik og samfundsdebat. Den er politisk. Ifølge Lars Frost er det nu ikke debatterne, der gør bogen politisk. For ham er al litteratur politisk.

»Jeg kan ikke forestille mig noget mere politisk end at skrive en idé, en tanke, et udsagn ned og så belemre offentligheden med det. Her kommer man med et eller andet, og man er endda så højrøvet, at man belemrer alle med det.

Den her roman er politisk på den måde, at den prøver at undersøge nogle sproglige vaner, som helt naturligt også flyder ud i den politiske debat og samfundsforståelsen. Hvis vi får de her sproglige vaner, hvor vi ikke kan kende forskel på en andengenerations indvandrer og en perker, så rutscher samfundsdebatten. Vi bliver nødt til at være mere varsomme.«

Lært at læse

Lars er ikke fra et hjem med bøger. Han fortæller, han er vokset op på Østerbro og troede, han skulle være arkitekt og lave store tagkonstruktioner på olympiske stadioner, som hele verden kunne se, men sådan gik det ikke. Som så ofte før, var det dansklæreren i gymnasiet, der fik ham på andre tanker, og ordene tog over. Dermed også dårlig økonomi og evige småjobs.

Han kom siden på Forfatterskolen og er en del af Forfatterskole-generationen. Det er som regel ikke ment som nogen kompliment. Han er uenig i den kritik, der har været, at skolens bøger skulle være mere lukkede end andre, og han siger, som andre, at de først og fremmest lærer at læse på skolen. At det er en vigtig ting.

Hvor vigtigt er det, at forfattere har "været ude i samfundet"?

»Det er vigtigt at vide noget om det, man skriver om, så hvis man skriver om sit nærområde, må man vide noget om dét. Hvis man skriver om litteratur, skal man vide noget om dét. Hvis man skriver om politiske forhold, må man vide noget om dét. Det er ikke anderledes end andre erhverv. Man må vide, hvad man taler om. Jeg går ud fra, at politikere også må lære lidt om sagen, hvis de får et nyt fagområde, de skal håndtere.

Hvis man savner virkeligheden i den unge litteratur, kunne det måske hænge sammen med, at man ikke selv er et ungt menneske mere. Hvordan skulle man kunne vokse op i Danmark uden at opleve virkeligheden. Man kan ikke undgå samfundet. Vi bliver alle udsat for studiejobs og økonomiske realiteter, skattevæsenet og modgang i dagligdagen.«

Vi har drukket adskillige kopper kaffe i gården, og formiddagen er gået. Tilbage i køkkenet taler vi kort om det faglige fællesskab blandt forfattere, og Lars Frost griner af opfattelsen af, at det litterære miljø i København skulle være mere indspist end andre faglige kredse. Det er her, man finder kvalificerede samtalepartnere og udfordringer, og alle mulige andre grupper har også netværk. Forfatterne har deres fredagsøl og deres fodbold i Fælledparken.

Da vi står i entréen igen, er der kommet post, og Lars åbner en kuvert med en pjece fra en højskole, hvor han skal over at holde foredrag. Han fortæller også, at han måske skal til at gå på journalisthøjskole. »Jeg har billetten,« siger han, men ved ikke rigtigt. Lige nu lever han af legater og løse studenterjobs. Det er frustrerende, men det er allermest frustrerende at blive betragtet som forkælet og verdensfjern samtidig.

»Det er grotesk. Som om man ikke har haft et familieliv. Bare fordi man har gået på Forfatterskolen, glemmer man jo ikke familie-frokosterne med tanter og mostre og onkler, og hvad de har lavet. De fortællinger forsvinder da ikke, fordi man begynder at læse Dostojevskij og Kafka og bliver syg i hovedet af det. Fordi man bladrer i en Kierkegaard-bog, glemmer man da ikke virkeligheden. Tværtimod.«

Med de ord går jeg ud til min cykel. Ud i virkeligheden. Fra virkeligheden. Den er over det hele.

kultur@jp.dk