Hollywood slås om husmor-sex
Mange mener, at hun skriver som en brækket arm, men hun er blevet million-forretning
Anmeldere - og mange af hendes læsere - er enige:
Det er ikke ligefrem litteratur af høj klasse den britiske husmor og tidligere tv-forfatter E.L. James har præsteret med sin "Fifty Shades"-trilogi.
Faktisk mener mange anmeldere, at hun skriver direkte elendigt.
Og samme holdning har de fleste af de Hollywood-producenter, der nu har kastet sig ind i kampen om rettighederne til filmatisering af trilogien, der handler om et sadomasochistisk forhold.
Men det er slet ikke bogens kvaliteter eller manglen på samme, det handler om.
Det handler om millioner af dollars.
Rigtig mange mange millioner.
750.000 bøger på vej
Hendes tre bøger, der første gang blev publiceret på en Twilight-fanside og siden udkom på et lille undseeligt australsk forlag er på et år blevet en gigantisk succes. Som paperback, men i sær som e-bog.
Salgstallet har passeret 250.000 og i kraft af en lukrativ bogkontrakt er der et nyt oplag på 750.000 bøger på vej.
Faktisk er det i øjeblikket helt umuligt at opdrive paperback-udgaven og det vil det være indtil det nye oplag er i forretningerne den 3. april.
Tjener millioner
E.L. James, der er mor til to og bor i det østlige London, har det seneste år tjent millioner på sin trilogi - og det er, som hendes forlægger har udtalt - kun toppen af isbjerget.
Hendes trilogi bæres i den grad, af den stigende interesse - i sær blandt kvinder - for at læse erotik i e-bogsform. Ofte i USA betegnet som mommy-porn
LÆS OGSÅ: Dampende erotik hitter hos kvinder
Under indtryk af, hvad E.L. James har opnået på bogmarkedet i løbet af blot et år, kan det ikke undre, at Hollywood nu er på banen.
En god forretning?
Producenterne er - som altid - op udkig efter en god forretning - og har ser man store muligheder i E.L. James trilogi.
I første omgang handler det om den første bog - men bliver det en succes, er en fortsættelse mulig.
Adskillige producenter har kastet sig ind i en budkrig, der i følge kilder i branchen ligner den, der fandt sted omkring rettighederne til Dan Browns "Da Vinci Mysteriet".
Og det handler alt sammen om penge langt mere end kvalitet.
Overpris sandsynlig
En kilde hos en af de producenter, der er involveret i den heftige budkrig, og som ønsker at være anonym, siger det direkte:
"Materialet er virkelig ikke ret godt. Der er mange producenter involveret i budkrigen, som næppe ligefrem brænder for materialet, men som ser det som ren forretning."
Han spår, at udfaldet af budkrigen vil ende med, at en producent betaler en vild overpris for rettighederne og derefter laver en lavbudget-film.
Men - som han udtrykker det - for hver "Twilight", "Hunger Games" og " Harry Potter" er der også en "The Girl With The Dragon Tatoo", der økonomisk blev en fæl skuffelse.
Der forhandles stadig til flere sider om rettighederne til "Shades of Grey", og der er ikke nævnt nogle beløb. Dog skriver flere kilder, at Sony Entertainment har afgivet et foreløbigt bud på hvad der svarer til små 30 mio. danske kroner.