Fortsæt til indhold
Kultur

Nye detaljer om mordet på Kennedy

USA har frigivet hemmeligholdte lydoptagelser fra Air Force One-flyveturen efter attentatet.

Der er i forvejen offentliggjort enkelte lydoptagelser fra John F. Kennedys Air Force One i timerne efter mordet på præsidenten den 22. november 1963

Men nationalarkivet i Washington har netop offentliggjort et bånd med 42 ekstra minutters båndoptagelser, som hidtil ikke har været udgivet.

Anspændt stemning

De nye optagelser giver et indblik i, hvor anspændt og forvirret stemningen var i regeringstoppen i minutterne efter præsidentens død.

Lyndon B. Johnson, som netop var blevet taget i ed som præsident, kan blandt andet høres, mens han er i færd med at trøste John F. Kennedys mor Rose.

Båndoptagelserne indeholder også drøftelser om, hvad der skal ske med den dræbte præsidents lig, og hvor det skal obduceres.

Liget af John F. Kennedy var med om bord på flyet efter et kortvarigt ophold på Parkland Memorial Hospital, hvor præsidenten blev erklæret død.

Kennedy-mor blev trøstet

Præsidentfrue Jackie Kennedy var ligeledes med om bord og var fortsat iført et sæt tøj, som var indsmurt i blod fra sin mand.

”Min Gud jeg ville ønske, at der var noget, jeg kunne gøre. Og du skal vide, at vi er i dyb sorg sammen med dig,” hører man Lyndon Johnson sige til John F. Kennedys mor.

”Mange tak, mange tak. Jeg ved, at du elskede ‘Jack’. Og han elskede dig,” svarer Rose Kennedy.

Man kan også høre forsøg på at opnå telefonisk kontakt med udenrigsminister Dean Rusk og andre medlemmer af regeringen, som befandt sig over Stillehavet på vej mod Asien i et luftfartøj med kodenavnet ”Wayside”.

”Dette er det Hvide Hus’ ’Situation Room’,” siger en embedsmand i en besked til flyet over Stillehavet: ”Vi har en meddelelse om, at præsidenten er død, og at han døde for ca. 35 minutter siden.”

Nye detaljer

Optagelserne kaster også lys over hidtil ukendte detaljer om, hvor general Curtis LeMay, en af John F. Kennedys hårdeste interne kritikere, befandt sig midt i panikken.

”General LeMay befinder sig i et indkommende C-140 fly. Hans kodenavn er ’Grandson’, og jeg vil tale med ham […] Hvis det ikke kan ske nu, er det for sent, for han er tilbage på jorden om en halv time,” siger en person om bord på Air Force One.

Curtis LeMay, som var fortaler for en kompromisløs kurs over for Sovjetunionen, kom året før i konflikt med præsidenten, fordi han fastholdt, at man skulle bombe ramperne til de kernevåbensbestykkede missiler, som Sovjetunionen havde placeret på Cuba.

Eksperter siger, at lydoptagelserne fra Dallas, Texas til Andrew Air Force Base ved Washington givetvis vil animere konspirationsteoretikere til at rejse en ny debat om, hvorfor den offentliggjorte lyd manglede i de første officielle optagelser, som blev offentliggjort i 1971.

Indhentet af samler

Andre optagelser fra flyveturen er dog fortsat endnu ikke blevet lokaliseret.

De nationale arkiver har tilsyneladende modtaget de seneste optagelser fra en samler, som købte dem af en afdød samlers enke med tætte forbindelser til Kennedy-klanen.

Nu er de så tilgængelige for alle for første gang via The National Archives' hjemmeside (eksternt link).

LÆS OGSÅ: Panik ombord på præsident-fly