Ingen hellige køer i dansk satire
Danske komikere vil ikke acceptere lovgivning mod humor, som det nu er foreslået i England. Man skal ikke være bange for humor. Man skal først blive bange, når der mangler humor, lyder det.
Mr. Bean - komikeren Rowan Atkinson - har mange støtter i Danmark, når det gælder hans bekymring om et lovforslag, der vil forbyde satire om religioner.
Skuespilleren Ulf Pilgaard har også været med som satiriker, siden tv og radio første gang sendte genren i æteren. Han har selv har læst teologi, er søn af en præst, og er ikke gået af vejen for at gøre grin med stort set hvem som helst.
»Det er i sig selv komisk, hvis man prøver at lave love for humor. Men det er blevet en mudret debat. Man blander ytringsfrihed og blasfemi sammen, og debatten er blevet voldsomt polariseret. Jeg må desværre erkende, at det først og fremmest er meget reaktionære og bagstræberiske elementer, der for tiden har vind i sejlene. Det gælder også inden for Islam, hvor det hævdes, at man ikke må gøre grin med religionen. Men satirikere og komikere skal bestemt ikke holde sig tilbage af den grund. Det, der sker nu, er egentlig mest af alt et sammenstød mellem modernitet og middelalder. Det er et forsøg på at standse udviklingen og skrue tiden tilbage,« mener Ulf Pilgaard.
»Men det er klart, at latteren kan være et grusomt våben, fordi den udstiller tingene. Man skal selvfølgelig ikke håne og spotte. Men at gøre grin er noget andet, og målet er jo i sidste ende en dialog,« siger han.
Humor for alvor
Englænderen Vivienne McKee, skuespiller og instruktør, har siden 1982 skudt med skarpt i sit engelsksprogede London Toast Theatre. Med en bidende blanding af dansk og engelsk humor skåner hun ingen. I årets udgave af Crazy Christmas Cabaret, "Who Shot the Sherif", er der satiriske skud mod både politikere og religioner.
»Jeg er chokeret over, at det overhovedet kan komme på tale i England. Religiøse vittigheder og humor generelt er livsvigtige for et samfund. Det holder samfundet åbent ved at holde et spejl op. Humor er et meget alvorligt anliggende,« siger hun med stort grin.
»Det ser ud til, at det er ekstreme konservative muslimer, der har fået sat det på dagsordenen. De må forstå, at hvis de vil integreres i et moderne samfund, må de være åbne. De skal være lige så åbne, som vi er over for dem. Retten til at anvende humor er ikke til diskussion. Graden af humoren afspejler samfundets friheds- og tolerancegrad. Jo mere totalitært og undertrykkende, jo mindre humor.«
Stof til eftertanke
Skuespilleren og instruktøren Charlotte Bøving er i øjeblikket aktuel med forestillingen "Den kolde Jomfru" på Husets Teater i København. Stykket skildrer kultursammenstødet mellem et moderne Danmark og en kvindelig muslimsk indvandrer, der skal integreres bl.a. via arbejdsformidlingen. En medieliderlig, dansk smørrebrødsjomfru får sin sag for, da arbejdsformidlingen sender en burkaklædt køkkenmedhjælper til erstatning for hendes faste køkkenhjælp.
»Det engelske forslag er langt, langt ude. Humor tager fat i tabuområder. Humor uden bid er ikke humor, og det flytter heller ikke noget. Med humor kan man få sagt ting, der ellers er vanskelige at sætte på dagsordenen. Akkurat som i et parforhold. Hvis ikke man kan grine ad konflikterne, ender det med råb, skrig og skilsmisse. Når smørrebrødsjomfruen råber til den muslimske kvinde, at hun er undertrykt, at hun ikke kan gå på arbejde i et telt, så er det sagt i en forestilling, som tager udgangspunkt i humor og med to halvkarikerede personer. Hvis det var blevet sagt i en anden sammenhæng, uden for scenen og helt alvorligt ville kritikken være sværere at kapere,« mener Charlotte Bøving.
»Kunne jeg blive dømt for racisme i mit stykke? Ja, det kunne jeg måske, hvis man tog det meget alvorligt og for pålydende, men humor peger jo i flere retninger og skal give stof til eftertanke. Men det påvirker mig, når jeg hører muslimer udtale, at der er grænser for, hvad man kan sige om islam. Eller når nogen siger, at der er grænser for, hvad man kan sige om religion. Domstolene må i sidste ende afgøre, hvornår grænsen er overtrådt. Mangel på humor er i virkeligheden gudløs. Hvorfor skal lige præcis religionen af alle livsytringer gøres til en - undskyld mig udtrykket - hellig ko?« spørger hun med smil på læben.
»Er det kun handicappede selv, der må gøre grin med handicappede? Og hvad med Jens Jørgen Thorsen? Han afbildede Jesus med stift lem, og selv malede han billeder af Jesus med omtalte legemsdel. Skete der noget ved det? Nej, og vi skal ikke acceptere, at der skal lovgives om humor. Man skal ikke være bange for humoren. Man skal først blive bange, når der mangler humor.«
Angst for problemer
Den dansk-iranske stand up-komiker Farshad Kholgi giver den selv hele armen med religiøs satire i de fleste af sine shows. Han har da også fået at vide, at han ikke er velkommen på Nørrebro.
Kholgis morgen i går blev ligefrem reddet af udspillet fra Rowan Atkinson og kolleger:
»Mand, jeg røg i vejret! Jeg blev bare så glad, da jeg så englænderne gå ud med sådan et stærkt budskab.
Jeg havde endda været så trist, for jeg havde læst et lidt forherligende kæmpe-interview med Abu Laban i en søndagsavis. Et rigtigt Emma Gad-interview. Jeg overvejede alvorligt, om jeg ikke snart skulle vende tilbage til Iran. Der er der i det mindste modige mennesker, der tør kæmpe. Da jeg i morges så overskriften "Mr. Bean slår alarm", tænkte jeg ganske vist: Åh nej, please, lad det ikke være som hos danske kunstnere, der altid slår alarm over "diskrimination" af muslimerne. Og så: Wauhh! Sådan! Englænderne kan tage sig sammen og protestere. Det er fantastisk, at "Mr. Bean" og alle de gode, gamle, vanvittige folk, der var med til at lave film og satire over både politik og religion, kan se, at det her må altså ikke komme så langt ud!« siger Farshad Kholgi.
»Jeg opfordrer de danske kunstnere til at komme ud af busken. Lars von Trier og Erik Clausen skulle demonstrere nu mod sagsanlægget mod DR om blasfemi. Kunstnerne skulle gå på gaden og spørge muslimerne, hvad det er for noget med blasfemiloven? Jeg er altså ved at miste respekten for danske kunstnere. Jeg er ufatteligt skuffet over mine kolleger. Al vores snak om racisme og fremmedhad er fundamentalisternes mest effektive skjold. Vi er så bange for at nævne problemerne ved navn. Folk er hamrende bange.«