Fortsæt til indhold
Kultur

Husets Teater, København: VERDENS ENDE

Drømmer hun? Det ene øjeblik på vej hjem fra lufthavnen - stewardessen Xenia, alenepige, fri af alle bånd - i næste sekund opslugt i en trylleskov, et mystisk palads, en fængselscelle, en gold plet i ørkenen.

Af HENRIK LYDING

Husets Teater, København:
VERDENS ENDE
Af Astrid Saalbach
Scenografi: Birgitte Mellentin
Iscenesættelse: Søren Iversen.
Sidste dag 25. oktober.

Sker det virkelig, alt dette. Mødet med hestepigen i skoven, med luderen og barnet foran den mystiske dør, den sensuelle mand i paladset - hendes elsker for en tid - og hans ældgamle mor, som med alle tekniske hjælpemidler klamrer sig til ungdommen. Den blinde pige i cellen, som er en del af et eksperiment for at fremstille den fuldkomne kvinde, og den tilhyllede pige i ørkenen, som rækker hånden ud mod det fremmede - er de til, eller er de blot spejlinger af Xenias egen tilværelse, stadier på kvindelivets vej, dumpende frem på scenen med drømmens tilfældige selvfølgelighed.

Det kan man fundere over undervejs, ligesom historien og fortællemåden i Astrid Saalbachs nye stykke har klare mindelser om både "Alice i Eventyrland" og "Et Drømmespil". På ét punkt adskiller det sig dog fra de to klassikere. Hverken Strindberg eller Carroll ville falde for fristelsen til en såkaldt åben slutning, hvor historiens kabale ikke går op. Det gør den nemlig ikke hos Saalbach - og måske heller ikke hos en del af tilskuerne. For vi er endt i den mere kryptiske afdeling af skuespilrepertoiret, selv om mange kvinder - gætter jeg på - vil kunne spejle sig i Xenia, 44 år, selverhvervende, masser af hedeture og tanker om, hvorvidt hun alligevel skulle have haft et barn, nu da det er for sent.

Benedikte Hansen spiller hende suverænt. Voksen og piget på samme tid, eftertænksom og morsomt forfjamsket eller sødmefuldt drømmende, mens de mange skikkelser passerer forbi hende. Mette K. Madsen tegner en stribe præcist udsyrede pigeroller, Charlotte Bøving er skarp som den gamle kvinde med det unge udseende, som bogstavelig talt bygges op og falder sammen for øjnene af os, mens Jens Jørn Spottag og Kristian Ibler får afleveret et par krasse mandeportrætter undervejs.

Noget stort stykke er det vel ikke, men det fanger os ind ved sin underfundige ordleg, fint understøttet af Birgitte Mellentins dejligt stoflige scenebilleder, hvor tunge draperier veksler med lysende flader og bølgende plastik, og af Søren Iversens iscenesættelse, der elegant turnerer tekstens iboende, ofte ret kontante og barske humor uden et sekund at reducere historien til blot og bar komedie.