Fortsæt til indhold
Kultur

Bøving i rette element

Charlotte Bøving blev udråbt som et af de helt store talenter i den unge generation af skuespillere og modtog den fornemme Henkel-Prisen, men pludselig forlod hun en lovende karriere for at følge kærligheden helt til Island. Nu er hun tilbage. Med ambitionerne i behold og et nyt syn på mulighederne i sit fag.

Af LISETTE ARENT GREVEAf LISETTE ARENT GREVE

Dér stod hun, skulder ved skulder med Ghita Nørby og Lone Hertz, og havde netop modtaget landets fornemste pris for kvindelige skuespillere, Henkel-Prisen. Efterfølgende tog hun fat på en lovende karriere, men valgte så at forlade landet for at hellige sig rollen som mor og smørrebrødsjomfru på Island.

Ja, smørrebrødsjomfru!

Det er skam ganske vist, men kan forstås på flere måder.

For selvom Charlotte Bøving er sådan indstillet, at hvis ikke hun kan leve af at lave teater, så tager hun bare et job som servitrice, så har hun ikke tjent penge på at arrangere rullepølse, sky og løgringe i tårnhøje kreationer. Og dog.

Da datteren Anna Roshildur var tre år gammel, genoptog hun skuespillet og skabte sin egen soloforestilling, "Hin Smyrjandi Jomfru" (Den Smørrende Jomfru), som hun har opnået stor succes med på teatret Idnó i Reykjavik.

Rollen indbragte en nominering til den nystiftede islandske scenekunstpris Griman som "Årets bedste kvindelig skuespiller". Samtidig blev hun nomineret for "Årets bedste børneteaterforestilling" med sin egen version af eventyret om Rødhætte.

»Jeg vandt altså ikke,« smiler hun og tilføjer, at hendes mand, Benedikt Erlingsson, heller ikke hjemtog priser i denne omgang, selvom han både var nomineret som "Årets bedste instruktør" og for "Årets bedste forestilling".

»Men vi var i hvert fald den bedst nominerede familie på Island,« fastslår hun og byder på saft og hyldeblomstdrik på terrassen ved moderens hus i Nykøbing Mors.

Charlotte Bøving med de store, karakteristiske øjne, som får de fleste teaterinteresserede til at sige "nå ja hende", er hjemme på et kort visit for at se på bolig i København. Til august indleder hun prøver på et nyt Astrid Saalbach-stykke, der skal sættes op på Husets Teater med premiere 20. september.

Enkel forklaring

Bortset fra ni dages TV-optagelser til serien "Mit liv som Bent" har Charlotte Bøving ikke arbejdet i Danmark de seneste fire år. Forklaringen er enkel og ligetil:

»Det var kærlighed. Er det ikke derfor, at vi rejser ud over grænsen...for at uddanne os eller på grund af kærlighed, og nu var jeg jo uddannet.«

Da Charlotte Bøving mødte den islandske skuespiller Benedikt Erlingsson under et studieophold, havde hun besøgt øen en enkelt gang tidligere. Hun brugte en del af de 50.000 kr., der fulgte med Henkel-Prisen i 1995 på en 10 dages tur på hesteryg på netop Island. Hun blev straks fascineret af den voldsomme kraft, hun mødte i naturen, og fornemmede, at den forgrenede sig helt ind i det kunstneriske liv. Der skulle derfor ikke den store overtalelse til, da hun mødte kærligheden i form af en teater- og hesteinteresseret islænding. Samtidig var det mest praktisk for alle, hvis Island blev familiens base for en tid.

På det tidspunkt havde hun ellers skabt sig et godt fundament som freelancer i København. Spillede overfor Bodil Udsen i P.O. Enquists "Billedmagerne" på Betty Nansen Teatret, der fik flotte anmeldelser og forlænget spilletid. Teatret ønskede at genopsætte forestillingen sæsonen efter, og det ville da også have været en ønskesituation for hende, hvis ikke det var fordi, at hun i mellemtiden var blevet gravid.

»Og børn ville jeg altså også have, og det ville jeg mere end det andet. Jeg var kommet i den alder, hvor jeg var nødt til at tage den del af livet med, hvis jeg skulle nå det. Da Anna var et halvt år gammel, og jeg skulle til at løbe karrieren i gang igen, havde jeg mere lyst til at være sammen med hende.«

Beslutningen lå lige for, fordi det ville være lettere for Benedikt Erlingsson at arbejde og forsørge familien på Island, hvor man i langt højere grad har mulighed for at bruge sin uddannelse og sit talent i flere forskellige retninger.

»Selv havde jeg arbejdet på fuld tryk som skuespiller og opnået mere, end jeg havde forestillet mig, så jeg havde ikke noget imod at gå arbejdsfri et år og passe min datter. Og det viste sig hurtigt at være det rigtige valg, for Benedikt har haft masser at lave. Han fik fede hovedroller, sin egen teatertrup at lege med og har arbejdet som instruktør på stadsteatret i Reykjavik og i Malmø i Sverige.«

Overvejelser

Egentlig havde Charlotte Bøving forestillet sig, at de kun skulle bo på Island et års tid, men der gik fire år. Undervejs blev hun i tvivl om, hvorvidt hun skulle genoptage sit virke som skuespiller. Hun overvejede faktisk at opgive sit fag og dygtiggøre sig som keramiker på billedkunstskolen i Reykjavik; søgte endda optagelse, men valgte at krydse af i feltet "performance art" fremfor "keramiker" i ansøgningspapirerne. Hun kom ikke ind, men det lille kryds sagde hende, at hun ikke var helt færdig med at optræde som skuespiller.

»I stedet for at tænke mig som skuespiller, begyndte jeg at tænke mig som kunstner. Jeg havde lyst til at fortælle mine egne historier og skrive og instruere. Jeg ved godt, at man ikke må rose sig selv i Danmark, men da jeg først kom i gang med at skrive replikker og skabe forløb og opbygninger, så viste det sig, at jeg faktisk magtede det ret godt.«

Med afsæt i et job som underviser på den islandske skuespillerskole og en opsætning af musicalen "Cabaret", som hun bearbejdede og instruerede med en flok gymnasieelever, vendte Charlotte Bøving tilbage til scenen. Hun skrev og instruerede børneforestillingen "Eventyret om Rødhætte" og sin egen soloforestilling "Den Smørrende Jomfru", der kredser om det at være tilflytter og dansk.

Som dansk skuespiller er sproget ofte en barriere, hvis man påtænker sig at arbejde i udlandet, og den stødte Charlotte Bøving for alvor ind i, da hun vendte tilbage til arbejdsmarkedet.

»Der findes danske skuespillere, som klarer sig udmærket i USA og England, og Jens Albinus, der stammer fra Sønderjylland og derfor er vokset op med tysk, har netop spillet en kæmperolle i Basel - på tysk. Så det kan da lade sig gøre, men islandsk...det var jo et fuldstændig nyt sprog for mig. Jeg forstod intet og havde slet ikke forestillet mig, at jeg en dag skulle lave en soloforestilling på islandsk.«

Kurser

Et par intensive kurser på universitetet åbnede sproget for hende og langsomt, ganske langsomt begyndte det at tage form.

»Min forestilling handler om at flytte til et totalt fremmed land, hvor man ikke har sin familie, sine venner, sin status eller relationer, som man kan referere til. I modsætning til flygtninge var jeg aldeles privilegeret, fordi jeg flyttede ind i en omgangskreds, som stort set bestod af skuespillere, instruktører og teaterchefer. Men hold op, hvor var det svært med det sprog. Selvom islandsk er et nordisk sprog, så er det et grammatisk kompliceret sprog, og islændingene danner hellere deres egne ord, end de kopierer engelske og tyske gloser.«

»Jeg kan godt lide at deltage i en diskussion og tage plads i en forsamling, men det første halvandet år sad jeg faktisk bare og lyttede. Det var en barsk oplevelse at være så pacificeret, men samtidig har det været en berigende erfaring, fordi jeg har lært, at det er i orden at trække sig tilbage. Både fra sit land og i andre sammenhænge i stedet for at bralre løs.«

Charlotte Bøving siger, at hendes forestilling udsprang af frustration over at være sprogløs og fremmed - og en trang til at lave en stand up-forestilling, hvor hun i rollen som smørrebrødsjomfru kunne få lov til at kommentere den islandske nationalkarakter. Med al dens stolthed, spontanitet og anarkisme.

Tilgivelse

Men fortællingen er ikke ensidig, for islændingene har naturligvis også et syn på de tidligere koloniherrer, og den vinkel har Charlotte Bøving forsøgt at få med.

»Der går så mange historier om, hvordan vi danskere pinte og plagede dem, og byttede vores uspiselige mel med friske fisk. Det hedder ligefrem, at Rådhuspladsen i København er bygget for islandsk blod, sved og tårer. Det skal lige siges, at det betød meget for dem, at vi i 1970'erne gav dem de gamle, originale manuskripter på islandske sagaer tilbage, som havde været opbevaret i København. Jeg tror faktisk, at de tilgav os ved den lejlighed.«

Når Charlotte Bøving fortæller om sin forestilling og om Island, er man ikke i tvivl om, at hun nærer en dyb kærlighed til sit andet hjemland. Når hun kommer til Danmark i august er det ikke et definitivt farvel til Island. I første omgang følger gemalen med til Danmark i to uger, men derefter er han nødt til at rejse tilbage for at færdiggøre en forestilling, som han instruerer.

»Planen er, at jeg begynder alene her i Danmark og har Anna med mig. Så snart Benedikt har haft sin premiere i september, så støder han til os. Han har tænkt sig at skrive på et filmmanuskript i Danmark og skal senere instruere en afgangsforestilling i Malmø.«

»Vi har besluttet os for at se tiden lidt an. Vi lukker ikke døren til Island. Jeg skal f.eks. tilbage og lave en børneforestilling om Gud sammen med installationskunstneren Ilmur Stefansdottir, og jeg er blevet kontaktet af en producent, der gerne vil have mig til at være medforfatter og "ansigt" på et dokumentarprogram til DRTV om danske spor på Island. Og så længe Anna ikke er begyndt i skole, kan vi tillade os den frihed at kunne arbejde lidt her og lidt der.«

I Astrid Saalbachs nye stykke, "Verdens ende", stilles Charlotte Bøving over for en helt ny udfordring, idet hun skal spille en 60-70 årig kvinde, der har været igennem så mange plastikoperationer, at hun ser yngre ud end sin egen søn, spillet af Jens Jørn Spottag. Hovedrollen spilles af Benedikte Hansen.

»Det er en pæn stor rolle, jeg har fået, og jeg er meget tilfreds med, at det ikke er en hovedrolle, for det giver mig tid til at lande igen, og jeg skal som sagt være alene med min datter det første stykke tid,« siger Charlotte Bøving, der på sigt håber på flere teaterroller og gerne filmroller.

Drivkraften

Under sit ophold på Island har Charlotte Bøving erfaret, at den drivkraft, hun har i sig, altid vil komme til udtryk på den ene eller anden måde. Hun siger, hun er drevet af en trang til at fortælle historie og har en fornemmelse for sit fag, som hun ikke kan slippe.

»Selvom jeg ind imellem kan forbande mit liv som skuespiller, så bliver jeg i mit fag, for jeg har fundet ud af, at det ikke betyder så meget for mig, om jeg selv spiller eller om jeg skriver, instruerer, underviser eller holder foredrag. De rammer og de begrænsninger, jeg har følt som skuespiller, er forsvundet. Det kan så godt være, at jeg i et år eller to udelukkende arbejder som skuespiller og synes, det er dejligt, men jeg er sikker på, at jeg vil bruge mig selv på andre måder også.«

»Man udvikler en eller anden form for overlevelsesevne på Island. Måske er jeg blevet lidt islandsk indstillet efter mine år deroppe, måske har jeg altid haft det i mig. Da jeg i sin tid rejste derop, var der en kvindelig bekendt, der sagde, at dér passede jeg rigtig godt ind. Men lad os nu se, om der ikke også er plads til Benedikt og mig her i Danmark,« siger Charlotte Bøving, der i sin tid sammenfattede sit tankesæt i ganske få ord. Hun skrev følgende i sin ansøgning til Skuespillerskolen ved Aarhus Teater:

"At spille teater er det eneste, der kan bringe mit pis i kog ud over en forelskelse."

lisette.greve@jp.dk