Arbejdermuseets Lenin-statue til debat

Arbejdermuseet genopstiller statue af Lenin, når den store ombygning er færdig til august. Kritikere mener, at han enten burde omsmeltes eller forsynes med oplysninger om sit ansvar for folkemord.

Selv om en bronzestatue af Vladimir Uljanov i øjeblikket ligger hengemt på et magasin, har den sat gang i en diskussion om massemord og tolkning af verdenshistorien.

Statuen afbilder nemlig den marxistiske teoretiker, Sovjetunionens grundlægger og diktator Lenin.

Lenin - i bronze - tilhører Arbejdermuseet i København og skal genopstilles, når en omfattende udvidelse er færdig til august.

Besøgende er siden 1998 blevet mødt af Leninstatuen ved museets indgang i Rømersgade. I fremtiden vil Lenin skue mod himlen fra en lille overdækket gård ved den nye entré.

Det syn bryder Thomas Breitenbach sig ikke om. Derfor vil han ifølge den kommende udgave af Kulturministeriets blad, "Kulturkontakten", lave en aktion mod genopstillingen.

Thomas Breitenbach redigerer et liberalt internetmagasin, "Liberator", og på siderne kan man læse, at han opfordrer museet til at »lade den forblive, hvor den hører hjemme, på magasin (eller bedre endnu - lade den omsmelte).«

»Det er problematisk, at Kulturministeriet støtter et museum, der udstiller en folkemorder. Men det er nok for meget at forvente eller forlange af et arbejdermuseum, at de smelter ham om. Men de skal i det mindste forsyne statuen med flere, faktuelle informationer, ellers fremstår han som en helt i stedet for den skamstøtte, han rettelig er.«

Fakta skal være i orden

Vil du også omsmelte Farao og Cæsar, Augustus og øvrige kejserstatuer på Glyptoteket?

»Nej, det er kunst. På Arbejdermuseet, som i øvrigt er interessant og ellers lødigt, er det historie, der formidles. Derfor skal fakta være i orden.«

Men Arbejdermuseets direktør, Peter Ludvigsen, har hverken tænkt sig at omsmelte Lenin eller sætte yderligere informationer på end de nuværende.

»Nej, vi fortæller ikke, hvem Lenin var. Vi fortæller statuens historie, som en del af vores store udstilling, "Folkets historie" om socialismen. Men jeg kan godt forstå, at nogen synes, det var berettiget med informationer om de skæbner, som Lenin har på samvittigheden. Men vores princip er at vise historien gennem genstandene og lade folk selv drage konklusionerne.«

Men er du sikker på, at alle gæster ved, hvad Lenin har forårsaget af folkemord ?

»Vi ved fra undersøgelser, at vores gæster er velunderrettede, velorienterede og faktisk bliver statuen brugt pædagogisk, når eksempelvis en skoleklasse besøger os.

Lad mig give et andet eksempel: Vi har et kransebånd udstillet - et bånd, der sad på en krans, som Stauning fik af Hitler. Båndet er i et udstillingsafsnit om Anden Verdenskrig - men det bånd får os ikke til at fortælle en masse om nazismen. Båndet såvel som Lenin er museumsgenstande, dele af en større samling,« siger Peter Ludvigsen.

Del af dansk historie

»Tør man ikke udstille det kontroversielle, så kan man ikke fortælle historien. Men nej, vi konkluderer ikke, at Lenin var folkemorder. Perspektivet er dansk. Lenin står her, fordi han er et hjørne af den danske arbejderbevægelses historie,« siger Peter Ludvigsen, og tilføjer:

»I øvrigt er der flere museer i Europa og USA, der viser Lenin-statuer. Som museum må man ikke binde sig til, at man ikke kan fortælle historien - hvis den i en periode ikke er politisk korrekt. Og det er åbenbart, hvad der er tilfældet nu, siden det dukker op i Kulturministeriets officielle talerør, bladet "Kulturkontakten".«

En joke

Erik Kulavig, der netop har udgivet bogen "På Stalins hjemmefront" på Syddansk Universitet, har i mange år forsket i marxismen og de kommunistiske samfund. Han er lektor, lic. phil. på Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse og har en lang række bøger bag sig om emnet. Erik Kulavig synes kun, at det er positivt med debat om Lenin, da han undrer sig over, at der er så lidt viden om kommunismens ikoner:

»For nogle år siden besøgte jeg et spisested i København, der hed "KGB". Jeg spurgte det unge personale, sådan lidt i sjov, om de ikke også ville lave en café, der skulle hedde "Gestapo". De kiggede måbende på mig. Vidste ikke, hvad jeg mente.

I vores bevidsthed kan man godt lave grin med Lenin. Men vi ville aldrig gøre det med Hitler, selv om det er det samme. Så i bedste fald er det en joke, at museet har ham stående på så fremtrædende en plads,« siger Erik Kulavig og kommer med sin anbefaling:

Socialismens jesuit

»Hen i hjørnet med ham, hvor han hører hjemme og forsyn ham med en ordentlig tekst. Jeg skal gerne lave den, vederlagsfrit, hvis de ikke selv kan, men ellers er der nogle udmærkede afsnit om Lenins forbrydelser i Den store Danske Encyklopædi.«

Museer vil ikke have for megen tekst ved genstande, så hvad ville du skrive?

»Overskriften skulle være: socialismens jesuit. Så skal der stå, at Lenin var en hensynsløs revolutionær, der optændt af en hellig ild forfulgte sit mål uden hensyn til menneskelige omkostninger. Som gav ordre til nedskydning, ikke kun af politiske fjender, men også arbejdere og bønder, der ikke ville lade sig drive ind i den utopiske samfundsmodel, som han med djævelens vold og magt ville skabe.«

peter.kronsted@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.