Fortsæt til indhold
Kultur

To ord bød alle velkomne – milliarder tog imod invitationen

Det brugerstyrede internetleksikon Wikipedia har i disse dage været frit tilgængeligt for alle i 25 år. I alle årene har der været stor diskussion om mediets troværdighed.

Året var blot 15 dage gammelt, da solen kl. 07:08 en januarmorgen i 2001 kom til syne på himlen over St. Petersburg i den amerikanske delstat Florida. På et trangt kontor uden vinduer havde en 34-årig internetpioner allerede inden solopgang sat sig til rette foran sin hvide og pink Strawberry iMac G3-computer.

Han var i færd med at sende en testside ud på det World Wide Web, der i 1989 blev udviklet af Tim Berners-Lee, og som to år senere blev tilgængeligt for alle.

På testsiden skrev han to ord og sendte dem online.

20 år senere blev ejerskabet til testsiden med de to ord og computeren solgt på en Christie’s-auktion for, hvad der svarer til 5.978.438 danske kr.