Gamle "Slowhand" spiller fra Tokyo til Nice
Eric Clapton fik en skæv start på livet. Hans mor var teenager, hans far drog i krig. Men guitaren og et kæmpetalent har bragt ham langt. Nu runder han 80 år.
Der er stadig bud efter Eric Clapton.
Det er nok heller ikke så mærkeligt, for den legendariske guitarist har en musikalsk bagage, der rummer evergreens for generationer.
Han regnes for en af verdens bedste rockguitarister.
Dåbsattesten viser også, at han har øvet sig i mange år.
Den 30. marts fylder Eric Patrick Clapton, født i Ripley sydvest for London, 80.
Så han har noget at byde på, og han deler det stadig med sine fans.
Endda så man kan blive helt forpustet.
På Eric Claptons hjemmeside fremgår det, at han tager hul på sit ottende årti med en stribe koncerter. Fra den 14. april til den 2. juni står der 16 koncerter i kalenderen.
Det er lige fra de otte første koncerter i Japan til Nottingham i England, til Royal Albert Hall i London, til Milano, Paris og Nice til sidst.
Og mon ikke den står på evergreens som ”Wonderful Tonight”, ”Cocaine”, ”Tears in Heaven”, ”I shot the Sherif” og mange flere, efterhånden som guitarlegenden kommer rundt på scenerne.
Eric Clapton, ”Slowhand” blandt fans, er en historie om en talentfuld guitarist, der har begejstret millioner, men som har grædt mange tårer i det private.
For hans historie er også en fortælling om svigt, misbrug og alt for mange dødsfald.
Hans mor fik ham, da hun var 16.
Faderen var canadisk soldat, der skulle i krig, mens hun var gravid. Den lille Eric voksede op hos sin mormor og hendes mand.
Han troede, de var hans forældre og moren en storesøster.
Moren blev siden gift med en anden canadisk soldat og forlod sønnen.
Som teenager var Eric begyndt at spille guitar. Da han var 16, røg han ud af en kunstskole, fordi al tid gik med guitaren.
Nu begyndte han at tjene penge som gademusikant og senere ved at spille på pubber.
Så kom han med i bands.
I 1963 spillede han i The Yardbirds, og her begyndte også den professionelle del af branchen at lægge mærke til den nu 18-årige Clapton.
Op igennem 1960’erne fik han ry som Storbritanniens bedste guitarist. Han kom med i bandet Cream, og ved udgangen af årtiet dannede han sit eget band, der hittede med ”Layla”.
Senere kom en stribe af de hits, der er blevet hans evergreens. Men sideløbende var der så Eric Claptons privatliv.
Han var ulykkeligt forelsket i 1970’erne i Beatles-guitaristen George Harrisons kone, Pattie Boyd. Det sendte ham ud i et heroinmisbrug.
Han slap ud af det, da Pattie gav efter for hans tilnærmelser og lod sig skille fra Harrison.
Men senere slog Clapton sig på flasken.
Op igennem 1980’erne havde han fortsat problemer med alkohol. Der var vold i ægteskabet med Boyd, og det holdt ikke.
I 1990 mistede han tre af sine musikere, der omkom i en helikopterulykke.
I 1991 mistede han sin fireårige søn, som faldt ud af et åbent vindue på 53. etage i New York.
Det var denne tragedie, der fik ham til at skrive ”Tears in Heaven”, et af hans største hits.
Eric Clapton har fået fem børn, herunder den døde søn, med tre forskellige kvinder.
I 2002 blev han gift med Melia Enery, som han har tre af sine børn med.