Fortsæt til indhold
Kultur

Al Pacino var tæt på at dø af covid-19: »De sagde, min puls var væk«

I et interview med The New York Times fortæller den 84-årige Al Pacino om sin nærdødsoplevelse.

Der var ikke noget hvidt lys, men pulsen stoppede.

Det fortæller den 84-årige stjerneskuespiller Al Pacino i et interview med The New York Times.

I 2020 blev han så syg af covid-19, at han var tæt på at dø.

»Jeg havde det ikke godt – i usædvanlig grad ikke godt,« lyder beskrivelsen af den da 80-årige mands tilstand.

Al Pacino havde hyret en sygeplejersker til at tage sig af hans feberramte og dehydrerede krop.

»Jeg sad der i mit hus, og så var jeg væk. Bare sådan. Jeg havde ikke nogen puls. I løbet af få minutter var de der – ambulancen foran mit hus. Der var omkring seks paramedicinere i stuen og to læger. De var iført udstyr, som fik dem til at ligne væsner fra det ydre rum eller noget. Det var lidt chokerende at åbne sine øjne og se det. Alle stod omkring mig og sagde: “Han er tilbage. Han er her”,« siger han til The New York Times.

Al Pacino havde ikke nogen nærdødsoplevelse, men i stedet en oplevelse af, at der var ingenting på den anden side.

»De sagde, at min puls var væk. Det var ligesom; du er her, du er her ikke. Jeg tænkte: Wauw, man har ikke engang sine minder. Man har ingenting.«

Kun tre år efter sit møde med døden, i juni 2023, blev Al Pacino far for fjerde gang. Da intervieweren spørger, hvilken af sine film Al Pacino først vil vise sønnen, falder valget på Adam Sandler-filmen ”Jack and Jill” fra 2011.

I komedien, som blev haglet ned af anmelderne, spiller Al Pacino sig selv og optræder bl.a. i en fiktiv reklamefilm for Dunkin’ Donuts.

»Jeg synes, at den er sjov. Den kom på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde brug for den, fordi det var, efter at jeg fandt ud af, at jeg ikke havde flere penge. Min revisor var i fængsel, og jeg havde brug for noget hurtigt. Så jeg tog den,« fortæller han og tilføjer, at mange fejlagtigt tror, at reklamen er virkelig.

Al Pacinos tidligere revisor Kenneth Starr, som arbejdede for flere Hollywood-stjerner, blev i 2011 idømt syv års fængsle bl.a. for svindel med sine klienters penge.

Al Pacino, ser er kendt for bl.a. ”Godfather”-filmene og ”Scarface”, er aktuel med sine erindringer ”Sonny Boy”.