Kongerigets brune åndehuller
19 lokale værtshusentusiaster har besøgt og skildret 120 af kongerigets mest mindeværdige værtshuse fra Nexø over Nuuk til Nakskov i bogen "Kongerigets stamsteder". Her følger fire historier, der handler om meget mere end bajere og røverhistorier. Det er også fortællingen om lokale kulturinstitutioner, der er ved at forsvinde.
Alle vidste, at Rudis kæreste var utro – på nær ham selv
Bodega Guldhornet
Nybrogade 2
Nakskov
Tekst og fotos: Andreas Beck
Stamgæst Rudi Puggard: »Alle andre vidste det, undtagen mig. Det var det hårdeste af det hele – at jeg ikke havde opdaget det selv tidligere. Jeg boede i Roskilde med min kæreste og vores børn, men da jeg kom sent hjem en fredag aften…