Fortsæt til indhold
Kultur

For Messerschmidt er det meste bare showbiz – og vi er alle stærkt underholdt undervejs

Morten Messerschmidt er manden, der trak knap en halv million personlige stemmer ud af et Europa-parlamentsvalg. Men han er også manden, der endte i retten for svindel, og som i disse år kæmper med at finde retningen for sit parti. Alt det og meget mere får læserne i Anne Sofie Kraghs forrygende biografi "Showbiz", som udkommer onsdag.

Anne Sofie Kragh er efterhånden den ukronede dronning af politiske biografier – ikke mindst efter de to fremragende om Anders Fogh Rasmussen og Mette Frederiksen – og hun dokumenterer igen sin styrke i en suveræn prolog i sin nye biografi:

»Min telefon ligger på spisebordet i køkkenet, da den ringer. Klokken er 21.16 fredag den 13. august 2021. Det er Morten Messerschmidt, der vil have fat i mig. Det er godt seks timer siden, jeg så ham og hans kæreste, Dot Wessman, køre fra byretten i Lyngby efter dommen.«

Messerschmidt, den politiske superstjerne, der ved Europa-parlamentsvalget i 2014 slog alle rekorder med sine 465.758 personlige stemmer, ligner i det øjeblik en færdig mand. Dømt til seks måneders fængsel for svindel med EU-midler og dokumentfalsk.

Anne Sofie Kragh skriver:

»Jeg tøver lidt, inden jeg tager telefonen, for hvad siger man til en mand, der lige har tabt i retten? Hvis politiske liv hænger i en tynd tråd? Det er Anne Sofie , svarer jeg uden at vide, hvad min næste sætning skal være. ”Hej, det er Morten!” Hans stemme er eksalteret. Der er larm i baggrunden. Det lyder, som om han ringer fra et værtshus. Hvordan har du det? er det eneste, jeg kan finde på. ”Jeg har det FULDSTÆNDIGT FORRYGENDE!” Han råber de sidste to ord ind i mit øre. Jeg kan ikke gennemskue, om han er fuld, eller om han bare er i færd med endnu en Messerschmidt-kamp for at overleve. Men han virker sygeligt desperat. Jeg tager telefonen med ind på kontoret og lukker døren.«

Vi er kun kommet til den anden side i biografien. Dramaet er allerede højspændt.