En feministisk ildsjæl brænder ikke ud
75 år: Hanne Dam var en tidlig og prisbelønnet bannerfører for en ny journalistik med fokus på kvinders liv, og hun har ingen planer om at gå på aftægt.
En middelklasseopvækst på Mors kan føre til store ting, når ildsjælen indeni brænder heftigt nok.
Tidligere journalist, forfatter, foredragsholder og lektor Hanne Dam er et af de skrivende mennesker, hvor gløden aldrig er gået ud.
Med flammeskrift har der stået feminist hen over hendes virke i hele karrieren, fra hun som ung kom i lære ved Dagbladet i Ringsted.
Siden skrev hun nogle år om kultur på Berlingske Tidende. Men imens voksede trangen til at beskrive de ofte oversete kvindevinkler i journalistikken.
I 1977 søgte hun en nyopslået stilling på Dagbladet Information, der med Bente Hansen som redaktionschef havde opprioriteret kvindestoffet.
Avisens toneangivende mænd var dog ikke grebet af idéen, så det blev ikke uden kamp og lidelse. Men Hanne Dam fik støtte fra journalistkolleger som Mette Fugl, Anne Brockenhuus-Schack og Lene Frøslev.
Hanne Dam blev kendt for at identificere sig med dem, hun skriver om. Arbejdet i og for fællesskabet har været hendes centrale drive. Ingen har været i tvivl om hendes ståsted i kvindekampen og på venstrefløjen. Men hun har altid holdt sig uden for snævre grupperinger og partier.
I sine 21 år på Information modtog hun både Kristian Dahls Mindelegat og journalistfagets allermest prestigefyldte pris, Cavlingprisen. Den fik hun netop for sin opdyrkning af det kvindepolitiske stof og nye perspektiver på kønsrolledebatten, som sendte ringe videre til andre medier.
Hun bidrog til blandt andet Forum for Kvindeforsknings bog om kvindesprog. I en periode var hun studievært på TV2’s magasin ”De kære børn”. Samtidig udgav hun interviewbogen ”Midtvejskærlighed” om moden kærlighed.
Masser at rive i
Hun skrev også jubilæumsbogen ”På trods - 100 års kvindehistorie” i anledning af Danske Kvinders Nationalråds 100-års jubilæum i 1999.
Da hun blev informationschef i Forbrugerstyrelsen, opbyggede hun sammen med Christine Antorini en ny selvstændig organisation, Forbrugerinformationen, i slutningen af 1990’erne.
Det blev også til en årrække på Roskilde Universitet som underviser af de journaliststuderende. Siden har hun været forfatter, foredragsholder og debattør.
Hendes seneste debatbog ”Giv kvinderne fødslen tilbage” fra 2017 kritiserede de mange fødselsindgreb på bekostning af en naturlig fødsel.
I øjeblikket arbejder hun på en erindringsbog om sin mor, mormor og farmor.
Samtidig skal der fortsat være tid til at løbe en tur og passe en 1.400 kvadratmeter stor have.
Hanne Dam er mor til to døtre samt mormor.
/ritzau/